Artikel

»JEG LEVER I EN EVIG UDSÆTTELSE«

En af Danmarks mest berømmede komponister, HANS ABRAHAMSEN, fylder 60 år i december. Han skriver for tiden på et nyt værk til Berliner Filharmonikerne – og synes i tilbageblikket, at han altid har arbejdet med de samme idéer.

Af Jens Cornelius

I S-toget på vej mod Nørreport kan man tit møde en herre med gråsprængt, krøllet hår. Iklædt fleece og regnfrakke falder han ubemærket ind i morgenmylderet af pendlere. Det er ikke til at se, at det er en af Nordens bedste og mest subtile komponister, Hans Abrahamsen. Heller ikke komponistens helt almindelige parcelhus, hvor ’Pirates of the Caribbean’ ligger i dvd-afspilleren, afslører, at der her skabes ekstraordinær kunst. Så god kunst, at verdens bedste orkester, Berliner Filharmonikerne, nu for anden gang har bestilt et nyt værk af ham.
»Jeg er meget taknemmelig over, at de spørger mig om det«, siger den beskedne Abrahamsen. »I det hele taget har jeg været meget heldig og mødt nogle gode mennesker på de rigtige tidspunkter i mit liv. Som dreng boede jeg herude i Lyngby og havde komponeret, siden jeg var omkring 10 år. Nede på Lyngby Musikbibliotek var der en foredragsrække med Per Nørgård, som fortalte om sine helt nye værker, ’Labyrinten’ og ’Prisme’. Det var et meget vigtigt møde«.

»Øjeblikkets intensitet er vigtigt for mig. Men ikke alle øjeblikke er lige fyldte. Nogle gange siger man faktisk mere, jo mindre man siger«

»En klassekammerats storebror var komponisten Svend Aaquist, som tidligt introducerede mig til ny musik af Henning Christiansen og Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Da jeg kom på konservatoriet sidst i 1960’erne, var det på et tidspunkt, hvor der virkelig var grøde i musikken. Jeg sugede til mig fra dem, der var lidt ældre end mig, og det lærte jeg vældig meget af«.

ABRAHAMSEN OG BERLINERNE
Hans Abrahamsens internationale gennembrud kom i 1982, da Berliner Filharmonikerne bestilte orkesterstykket ’Nacht und Trompeten’. Nu, 30 år senere, gentager historien sig. Abrahamsen skriver for tiden på endnu en bestilling til Berlin.
Forbindelsen til Berliner Filharmonikerne bliver slået fast endnu en gang, når Berliner Filharmonikernes chefdirigent Simon Rattle 2. februar 2013 får overrakt Sonnings Musikpris og ved den lejlighed opfører Abrahamsens Dobbeltkoncert for violin og klaver.

Politisk musik
Abrahamsen studerede ikke komposition på konservatoriet, men horn og senere teori og musikhistorie. Inden da havde han allerede fået opført sine første værker. Den 16-årige komponists usædvanlige talent var tydeligt med det samme, og Hans Abrahamsen blev set som repræsentant for ”den ny enkelhed”, et dansk modsvar til den centraleuropæiske modernisme. Det blev ligefrem politisk med et kontroversielt orkesterværk, han skrev under debatten om Danmarks optagelse i EU.
»Jeg havde ikke stemmeret dengang, men ligesom mange andre var jeg en meget svoren modstander […]«.

Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 27

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER