Artikel

Jeg var manden, som ‘Sacre’ fandt vej igennem | Portræt Le Sacre du Printemps

Ganske få værker har som ‘Le sacre du printemps’ rystet musikhistorien. Stravinskijs orkesterværk startede som en skandale og endte som en triumf.

Af Toke Lund Christiansen

Paris i 1913 var en kunstnerisk heksekedel. Den unge Picasso, den aldrende Puccini, Debussy, Ravel, Braque, Chagall, Matisse, Jean Cocteau, Erik Satie og altså Igor Stravinskij. Det var, som havde en højere magt sørget for, at de mest betydelige kunstnere indenfor alle kunstarterne her kunne sætte hinanden stævne. Og måske var der virkelig en højere magt på spil. Den russiske balletmester Diaghilev, hans russiske balletkorps og hans dristige opsætninger på Pariseroperaen trak i hele kunstlivet som en magnet, og havde balletmesteren øre for, hvornår kasseapparatet kunne klinge, så havde han også fornemmelse for geni.

Landsmanden Stravinskij var et naturligt valg for Diaghilev, og Stravinskij blev på linje med Debussy sat i stilling til at illuminere Diaghilevs balletter med sin musik. Debussy skabte sin drømmesekvens ’En Fauns Eftermiddag’, Ravel sit kærlighedsdrama ’Daphnis et Chlöé’, og Stravinskij indledte sin verdenskarriere med de to store orkesterfyrværkerier, ’Ildfuglen’ og ’Petrushka’. Stravinskijs to balletter indeholder magi og dæmoni, og det var, som om komponisten opdæmmede kræfter og springkraft til ’Sacre’, balletten, som på en halv spilletime skulle ændre musikkens udvikling og vores syn på, hvad vi opfatter som smukt og grimt.

Bøvl med koreografen
Der verserer mange myter omkring uropførelsen af ’Sacre’. Lad os i Stravinskijs nøgterne ånd fremlægge, hvad vi tør mene står til troende. Balletten havde ulykkeligvis fået Diaghilevs samlever, Vaslav Nijinskij, som koreograf. Nijinskij var hele epokens førende, mandlige danser. Han var statuarisk velskabt, og hans dans såvel som hans udtryksfulde mimik gjorde, også på Stravinskij, uforglemmelige indtryk. Men Nijinskij havde meget lidt erfaring som koreograf og desværre begrænsede evner.

Han insisterede på at lade trinnene til ’Sacre’ følge musikkens varierende mikrorytmer, de små asymmetriske forskydninger, som kan sætte orkestrets musikere grå hår i hovedet, men som for Diaghilevs dansere førte dem ind i en absurd danseverden, et rytmisk parallelunivers, hvor dansen spejler musikken direkte og derfor fremtræder som en kikset stumfilm. Dog, om dette er der delte meninger, og der forsøges tidligere som nu og med stor ihærdighed at rekonstruere Nijinskis koreografi.
Premieren var sat til den 29. maj 1913 i det nybyggede Théatre des Champs-Élysée, blot to måneder efter teatrets indvielse. Pierre Monteux havde øvet gennem en lang periode med orkestret, men blev handicappet af, at Nijinskij insisterede på langsommere tempi, end hvad partituret angav – de mange små trin skulle gå op. I Paris holdt man vejret. Generalprøven var blevet overværet af store dele af det kunstneriske parnas. Debussy var den første, der lærte musikken at kende, for Stravinskij havde afprøvet ’Sacre’ i sin udgave for firhændigt klaver med ham. ’Sacre’ var samtaleemne, længe før den blev opført første gang!

‘Sacre’
En af musikhistoriens største og vigtigste kompositioner. Uropført den 29. maj 1913 af Sergei Diaghilevs kompagni Ballets Russes på Théâtre des Champs-Élysées i Paris. ’Le Sacre du Printemps’ var Stravinskijs tredje opgave for Diaghilev, orkesterbesætningen var denne gang enorm og spilleteknisk en kæmpe udfordring for musikerne.

Den sceniske uropførelse gik i fisk. ’Sacre’ er opbygget af to dele, ’Tilbedelse af jorden’ og ’Offeret’, hver sammensat af en række optog og danse. Allerede forspillets fremmedartede klange skabte uro blandt publikum, men under de første danse bredte stemningen af mishag sig. De unge piger på scenen hoppede mere, end de dansede, og det naturalistiske sceneri gjorde det blot værre. Stravinskij havde udviklet ballettens struktur i samråd med Nikolai Roerich, en ekspert i russisk folklore, og gamle, ”magiske” ritualer. Ulykkeligvis blev det samme Roerich, der designede kostumer og stod for scenografien. Det var sort uheld for forestillingen i betragtning af, at for eksempel Picasso eller Matisse, der begge kom til at samarbejde med Stravinskij, ligeså vel kunne have sat deres præg på forestillingen.

Skandale eller ej
Stravinskij startede med at overvære katastrofen nede fra salen, men bevægede sig under opførelsen og i voldsom ophidselse op til bagscenen for dog at gøre noget, skønt intet var at gøre […]

LÆS HELE ARTIKLEN I KLASSISK NR. 28

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER