KALKUNSANG FOR MILLIONER – ET TIDENS TEGN?

Paul Potts’ succes lærer os, at sund begejstring kan åbne porten til operaverdenen, men at man ikke skal blive hængende ved det kønsløse, potensforladte udtryk.

Af Peter Johannes Erichsen
Illustration Peter Hermann

En menneskemængde overværede på Rådhuspladsen i København, at den engelske sanger Paul Potts sang Luciano Pavarottis kendingsarie, ’Nessun dorma’ fra Puccinis opera ’Turandot’. Det skete den dag, hvor alle aviser bragte nekrologerne over Pavarotti. Et mærkeligt sammentræf. Men nu er vejen vel banet for endnu f lere, der kan stifte bekendtskab med arien, der er ganske kort, yderst melodiøs – og er tænkt med baggrundskor. ’Nessun dorma’ betyder ”ingen sover”, og koret i det fjerne skal illudere Pekings befolkning, der ikke får hvile, før det er lykkedes at finde navnet på den syngende prins, der står ved bymuren, mens natten svinder. Calaf, for det hedder han, regner ikke med, at det lykkes, og afslutter sin sejrssikre arie med udråbet »vincerò« – ”jeg vil sejre”. Denne sidste gjalden, efter den drømmende start på arien, var måske én af Pavarottis bevæggrunde til at gøre ’Nessun dorma’ til sit emblem.

Under ingen omstændigheder kan Paul Potts i sin stemme og sin fremtoning rumme Calafs urkraft. Indspilningen af CD’en ’One Chance’ er foretaget med London Symphony Orchestra, dirigenten David Snell og koret Capitol Voices. Paul Potts klippes meget ubehændigt ind, da han i ariens andet vers skal springe på korets omkvæd. Selv kvæder han, højt, lyst og spinkelt, og er dermed en spirrevip i forhold til Luciano Pavarottis djærve linieføring, der selv i den store tenors nedgangsperiode var til at stole på. Alligevel var det et tidens tegn, at Pavarotti blev sunget til graven af et popfænomen som den blinde tenor Andrea Bocelli. Men på pulpituret i Modenas domkirke var også den stateligste af alle nulevende Tosca-sangerinder, Raina Kabaiwanska.

»Er Paul Potts en sanggrib, der slår ned på en luns Pavarotti?«

Peter Johannes Erichsen

Skal man i korthed drage en lære af Paul Potts’ dundersucces med ’Nessun dorma’ må det være, at sund begejstring altid kan åbne porten til operaverdenen, men at man ikke skal blive hængende ved det kønsløse, potensforladte udtryk. En sammenligning: Vejen til begejstring over Eiffeltårnet behøver ikke at gå via det pudseløjerlige trætårn i Zoologisk Have ude på Valby bakke, men kan bestemt godt starte der. Vejen til Eiffeltårnet er ellers bare vejen til Eiffeltårnet. Det ved de fleste. På den måde er det ikke strengt nødvendigt at formå Kim Larsen til at synge Mozarts marseillaise, arien ’Non più andrai’ fra Figaros bryllup’, for at gøre den til folkeeje. Ejheller behøver Gitte Hænning vel at ulejlige sig med at synge Laurettas arie ’O mio babbino caro’ fra Puccinis ’Gianni Schicchi’, som er alle feterede sopraners ekstranummer.

Skal vi være skrappe? Er Paul Potts en sanggrib, der slår ned på en luns Pavarotti? Øjensynligt ja. For ’One Chance’ indeholder efter ’Nessun dorma’-starten kun strandtavernamusik og ikke mere opera. Potts trakterer alle trivialiteterne med den samme kælne jamren, hvormed han fejlfortolker Puccinis triumfator-arie. Der sluttes dog af med manér. Andrew Lloyd Webbers ’Music of the night’ bliver ret så pompøs, dybt i dens melodik huserer et lån fra Puccinis ’Pigen fra Vesten’, og vender man så tilbage til Potts’ ’Nessun dorma’, bliver man vidne til, hvordan den ægte arie med ét blafrer til jorden som et vissent blad. Paul Potts’ vokale flyvefærdighed begrænser sig ganske afgjort til halvsmeltet pop, så man er glad for, at andre af Puccinis evergreens ikke er kommet med i dette herbarium.

Bag om alt dette ligger alle store tenorers viden om, at der engang var en Jussi Björling. De håber, at vi andre ikke kender hans ’Nessun dorma’-indspilninger, fra 1944 (uden kor), da han var 33 år, og fra 1959 (med kor), da han var 48 år. Her lyder den mørkladne, tætte tenorstemme med de splintrende hvide glimt i klangen, som ingen sanger siden har kunnet matche. Han holdt sig for resten ikke for god til at give populærkoncerter. Det er så nok den vej det går, om kvaliteten skal holdes. Legenden Fritz Wunderlich kunne godt tage kælent pjat på sit repertoire og glæde, om end ikke myriader, som det blev Pavarotti beskåret, så dog rigeligt med elskere af populærmusik, samtidig med, at de fik et løft ved at høre så enestående en tenorstemme. Gevinsten ved Paul Potts er til at overskue. At han startede som telefonsælger er der ingen pointe i. Luciano Pavarotti startede med at være en strålende fodboldspiller.