Klaverkoncerternes frække dreng | Portræt Sergey Prokofiev

For lytteren i dag virker Prokofievs klaverkoncerter forunderligt nutidige, hvilket man kan opleve dette forår i DR Koncerthuset.

Af Bo Holten
Illustration Peter Hermann

Sergey Prokofiev voksede op i det meget frodige og dybt senromantiske russiske miljø i årtierne efter 1900. Det var arven fra Tjajkovskij, Borodin og Mussorgskij, der førtes videre af Rimskij-Korsakov, Rachmaninov og Skrjabin. Rimskij havde en meget begavet elev, Igor Stravinskij, der så småt var begyndt at vise tænder, dog stadig stærkt præget af sin lærer samt også påvirket af Skrjabin, som nærmest var en gud i St. Petersborg. Set i det lys er Prokofievs 1. Klaverkoncert, skrevet af den 19-årige klavervirtuos, nærmest forbløffende original.

»Det er ikke helt ved siden at bruge øgenavnet “wrong-note music”, som er blevet hæftet på netop Prokofievs musik«

Han holdt af at spille den frække dreng, når han komponerede. Kunne han provokere, gjorde han det, og slagterhunden, der er allestedsnærværende i hans ungdomsværker, forlod aldrig helt hans musik. I det hele taget bærer Prokofievs musik virkelig præg af hans person: den ligner ham simpelt hen. Mesterdirigenten- og cellisten Rostropovitj skriver: »Når jeg hører et af hans værker, tænker jeg straks på hans måde at gå på: energisk og fjedrende. Og hans måde at tale på: morsom, bramfri og sommetider brysk, men også inderlig. Tempo og rytme i hans musik afspejles i disciplinen og rytmen i hans dagligliv, præcisionen og elegancen i hans nodeskrift genfindes i hans ulasteligt elegante klæder og nette bevægelsesmønster, og hans økonomiske orkestrering kan man gætte sig til ud fra den spartanske måde, han boede på: kun lige det aller nødtørfstigste for at kunne leve og arbejde. Ligesom der var meget få møbler i hans bolig, så er der også yderst sparsommelig brug af instrumenter i hans kompositioner«.

Prokofievs musik er nem at lytte til. Det er ikke helt ved siden at bruge øgenavnet “wrong-note music”, som er blevet hæftet på […]