Lieden der blev væk

En hel musikgenre er ved at forsvinde: Liedsang. Hvad der for bare en generation siden var en fast del af det klassisk musikliv har mistet sin betydning. Hvorfor?

AF JENS CORNELIUS´

Det er næsten blevet en vits: En selvhøjtidelig mand i kjole og hvidt, der står i flyglets bue og kvæder tyske vers, mens en underkuet pianist klimprer løs på klaveret i hans skygge. Publikums gaben er svær at undertrykke, deres tanker går til kaffen i pausen og ikke til de dybsindige vers af Goethe og sarte melodier af Schubert, der kommer fra scenen.

Der er mange fordomme om lieder, og som med alle andre fordomme vokser de i takt med, at kendskabet til virkeligheden svinder. Sådan går det med liedsang i disse år. Alle parter i det klassiske musikliv har deres grunde til at lade genren sygne hen.

Musik med kundskabskrav
Lieder er klassiske sange med akkompagnement af klaver. En enkel og grundlæggende form for optræden. Liedernes storhedstid var 1800-tallet, og nogle af verdens største komponister står bag kernerepertoiret af lieder. Højdepunkterne er Schuberts liedsamlinger ’Die schöne Müllerin’ og ’Winterreise’, noget af den mest gribende klassiske musik overhovedet. Alene den overflod af skønne melodier, musikken rummer! Alligevel orker publikum ikke længere at lytte til lieder i samme grad som for bare få årtier siden.

»Publikum ved ikke hvad lieder er, når de ikke har hørt det før. Og hvordan skal de komme til at høre lieder, når ingen arrangører vil have sang? Det er en ond cirkel …«

Tina Linn Austad, Nordic Music Management

»Lieder er krævende at lytte til«, siger den østrigske sangerinde Angelika Kirchschlager. »Det kræver forudsætninger af lytterne og bliver aldrig nemt. Hvis man ikke kan forstå et digt, er det umuligt at følge, hvad en komponist gør ved digtet i en lied«. Dertil kommer sangerens og pianistens egne bidrag – et kunstnerisk metaplan – som også skal opfanges i løbet af en sang, der varer måske halvandet minut.

Kravene står i modsætning til nutidens opfattelse af klassisk musik. Lieder kan nemlig hverken bruges som beroligende terapi eller til en festlig aften i byen med champagne. Som vokalmusik taber liederne kampen til den kulørte opera, der har erobret et stort publikum med slagord som ”fitness for følelserne”. Sammenlignet med operaernes udstyrsstykker kan en stillestående mand med tyske lieder – uden undertekster – ikke rigtig stille noget op. Der er ikke meget at kigge på, ingen kostumer, ingen roller. En liedkoncert er på samme tid intimiderende og distancerende.

Helst ikke sang, tak
Tina Linn Austad er manager for klassiske kunstnere hos Nordic Music Management. Hun tilbyder koncerter til de danske musikforeninger og koncertarrangører, og slår hårdt på tromme for liedkoncerter – men som regel forgæves.
»Der er ikke så stor publikumstilslutning til lieder længere. Musikforeningerne har højst en enkelt liedkoncert per sæson – hvis de overhovedet vil lave koncerter med sangere«, fortæller hun.
»Nogle steder siger de, at sangere altid bliver syge og aflyser, og andre steder er man slet og ret ikke særlig glade for sang. Publikum ved ikke hvad lieder er, når de ikke har hørt det før. Og hvordan skal de komme til at høre lieder, når ingen arrangører vil have sang? Det er en ond cirkel …«