LYDEN AF EN BARNESTEMME

Jesenka Balic Zunic føler sig rig, når hun spiller Bach og fransk barok på sin violin fra 1711 og de andre instrumenter, hendes nysgerrighed fører hende til. Musikglæden kompenserer for, at man ikke lever fedt af at være barokmusiker.

Af Per Rask Madsen

September var en god måned for Jesenka Balic Zunic. Ni gange ’Messias’ med Concerto Copenhagen i Det Kgl. Teaters orkestergrav, dertil et par koncerter i Holmens Kirke, hvis barokensemble hun er koncertmester for. Andre måneder er væsentligt mindre indbringende for hende. Hun inviteres til at spille i Paris, Norge, Tyskland, Malmö, Sydamerika, rundt omkring i Danmark. Bare jobbet er spændende nok, hopper hun gerne på et fly.

Ramt af hellig ild
Jesenka er baroknørd, J.S. Bach taler hun om med en særlig ømhed i stemmen. Før hun var 16, anede hun intet om, at der fandtes andre typer violiner end de moderne. Hun blev ramt af den hellige ild i en musikhistorietime på konservatoriet tidligt om morgenen. Underviseren spillede en cd med barokviolinisten Monica Huggett, klangen var noget helt nyt og åbenbarende for Jesenka:

»Den var varm, ren og resonant, den var også virtuos, selvom hun spillede på en afslappet måde. Klangen var så enkel og vidunderlig og lød som en barnestemme. Det er der, jeg vil hen til, tænkte jeg«.
Jesenka kiggede på cd-coveret og undrede sig over, at der stod barokviolin. Hvad er det for noget?
Barokvioliner kunne hun ikke finde på konservatoriet, men det var muligt låne en barokbue, så hun forsøgte at efterligne Huggetts klang på sin moderne violin.
Skuffelsen var stor, da Jesenka endelig prøvede at spille på en barokviolin. Gribebrættet var kort, fingrene skulle ligge på andre måder, end på den violin hun kendte, og væk var skulderstøtten og hagestøtten. Det lød »helt skævt«, når hun spillede på den. Hun gav ikke op, men […]