Maestro og patriark, bonde og galejslave | Portræt Giuseppe Verdi

Verdi blev en af det nye Italiens patriarker og en af de største operakomponister nogensinde. Der er ingen ende på historierne om ham, og mange af dem satte han selv i scene.

Af Valdemar Lønsted

»Jeg er og jeg vil altid være en bonde fra Le Roncole«, hævdede Giuseppe Verdi i et brev fra 1863. Han kaldte sig også et teatermenneske, og undgik at anvende ord som musiker og komponist om sig selv. Han beskrev i 1881 sin opstigning til berømmelsen, med de 21 operaer fra ’Nabucco’ (1841) til ’Maskeballet’ (1858), for sine anni di galera, årene som galejslave. Og efterhånden var der ikke så få etiketter hæftet på ham af mere eller mindre venligsindede kommentatorer. Store dele af dette eftermæle skal man ikke tage helt for pålydende, har nyere forskning afdækket. For hvis man skal tro den, viderebragte Verdi med en vis koldblodighed ikke så få retoucherede billeder af sin person, og han undlod gerne at huske det, som han ikke ønskede at huske.

»Verdi viderebragte med en vis koldblodighed ikke så få retoucherede billeder af sin person, og han undlod gerne at huske det, som han ikke ønskede at huske«

Familietragedie
Verdi mistede kone og børn i løbet af knap to år. Datteren døde i august 1838, sønnen i oktober 1839 og hustruen i juni 1840. Det var naturligvis en sort tragedie, men i Verdis ganske heftigt dramatiserede gengivelse faldt dødsfaldene inden for to måneder. Og de blev kædet sammen med en smuk, men ikke helt troværdig historie om, hvordan den unge enkemand, der nu havde opgivet at skrive en eneste tone mere, en vinteraften midt på gaden blev presset til at skrive ’Nabucco’ af La Scala-impresarioen Merelli og i løbet af samme nat kæmpede med fødslen af det siden så udødelige fangekor. Librettoen af Temistocle Solera var blevet afvist af den erfarne Otto Nicolai, og nu fik den ukendte Verdi buddet efter fiaskoen med den komiske opera ’Un giorno di regno’. Skulle han virkelig presses? Næppe. Med sin herkomst i købmandsverdenen og deraf følgende realitetssans ville han ikke tøve med at udnytte en så stor chance, når den bød sig. Og når han ’glemmer’ dag og år for sin families bortgang, kan man nok også tvivle på det angivne tidsperspektiv i fangekorets tilblivelse.
Det var åbenbart vigtigt for Verdi at […]

LÆS HELE ARTIKLEN I KLASSISK NR. 30