Artikel

MED ØRERNE I MASKINEN

I slutningen af 1990’erne var den klassiske musik døende. I dag blomstrer den, for da det så allersortest ud, indfandt et computernetværk sig og pustede så meget nyt liv i klassikerne, at en hel musikkultur har fået troen tilbage. Jens Povlsen fortæller historien om den klassiske musiks comeback på internettet.

Af Jens Povlsen
Illustration Peter Hermann

»Roll over Beethoven, tell Tchaikovsky the news«. Med den tekstlinje bebudede den sorte amerikanske guitarist og sanger Chuck Berry for over et halvt århundrede siden rock’n’roll-kulturens fremkomst. Berrys budskab var ikke til at tage fejl af: Tjajkovskij og resten af kongerækken af hvide komponister stod over for at blive stødt fra tronen, og der var absolut intet, de kunne gøre ved det.
Det blev, som Chuck Berry sagde. Op gennem århundredet blev Beethoven og resten af flokken én for én tromlet ned af publikumsmagneter med spjættende hofter, hvide handsker og andet halløj. Det var folk som Elvis og Michael Jackson, der ændrede musikkens status quo og gav pokker i fortidens opusser. Lige siden har det været nye tider for den klassiske musikkultur.

»Selvom De Tre Tenorer et kort øjeblik vendte op og ned på det billede i start-90’erne, har den klassiske musikindustri siden da levet i frygt for dagen i morgen«

I de neonglade 80’ere begyndte det for alvor at gå ned ad bakke, og den klassiske musik gled lige så stille ud af sendeflader og dagligmedier. Den virkede støvet og sløv i optrækket og ude af takt med pop-verdenens flimrende musikvideoer og fire slag i takten.
Selvom De Tre Tenorer et kort øjeblik vendte op og ned på det billede i start-90’erne, har den klassiske musikindustri siden da levet i frygt for dagen i morgen. Den klassiske musikarv så på mange måder ud til at være udtjent.

Nettet kastes
Chuck Berry og hans følge kunne dengang næppe forestille sig, hvilke forandringer der lå og ventede lytterne et godt stykke ude i fremtiden. 00’erne har vist os det: internettet. Med stormskridt har det globale netværk af computere revolutioneret så mange ting i vores hverdag. Også vores musiklytning, for på nettet peger de musikalske afløb i alle retninger.
Men al begyndelse er svær. Formen har længe været det store problem for den lovlydige del af musiktrafikken på internettet. Foreløbig har de teknologiske fremskridt i stedet dikteret kobviagraonline.com. Den populære fildelingstjeneste Napster viste tilbage i 1999, at det ingen sag var at løbe om hjørner med rettighedshavere og pladeselskaber – teknologien gjorde arbejdet, og retten til musikken betød tilsyneladende ingenting.
I første omgang lykkedes det imidlertid pladeselskaberne at lukke ned for Napster i 2001. Tjenesten blev kendt ulovlig, men andre tog over, og pladeselskabernes værste mareridt fik hurtigt nye navne. Måbende kunne de gamle pladegiganter se deres levebrød – hits fra pop- og rockstjernerne – blive spredt for alle vinde på nettet.

Fribytterne
De såkaldte ”pirater” stod bag: ganske almindelige mennesker, der over hele kloden var godt i gang med at nulstille musikbranchen. Folk delte musikken med hinanden i porten udenom rettighedshaverne …

TO VEJE TIL KLASSISK MUSIK
Når klassisk musik bliver solgt på nettet, sker det på to måder. Den traditionelle og mest simple måde er at betale for, hvad man hører. Her kan der downloades hele albums eller enkelte numre efter eget valg. Et spritnyt fuldlængdealbum koster omkring 80 kr., mens stykprisen på numrene ligger på omkring ti kr.
En anden vej er at købe abonnement til en streamingtjeneste på nettet. Man ejer ikke musikken på samme måde som ved download. Til gengæld får man typisk fri adgang til et musikbibliotek af et omfang, man aldrig selv ville kunne samle sammen – med mulighed for at organisere samlingen præcis, som man lyster. Den form for musiklytning koster 50-70 kr./måned.

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER