MØDET MELLEM KORET OG SYMFONIORKESTRET

Hvad sker der når stemmer og instrumentale kræfter mødes? De store komponister har gennem tiderne prøvet kræfter med at koble kor og orkester sammen. Til tider udløser det en musikalsk beruselse andre gange er udfaldet mindre heldigt.

»Freude schöner Götterfunken, Tochter aus Elysium«. Enhver, som blot en enkelt gang har hørt og husker disse ord fra finalen af Beethovens 9. symfoni, kan blot ved at læse dem forestille sig den sammensmeltede klang af et beruset kor og et ikke mindre beruset orkester. Denne symfoni fra 1823 er et vendepunkt i musikhistorien, for ingen komponist havde tidligere vovet at inddrage den menneskelige stemme så dybtgående i den symfoniske proces. Beethovens Niende blev et monument for eftertiden, et kunstværk som forener budskabet om menneskehedens forsoning og fællesskab med et fuldstændig nyt koncept, hvor kor- og soliststemmerne ikke blot synger en tekst, men er blevet en integreret del af orkestrets instrumentarium.
Først var koret, og lang tid senere kom symfoniorkestret til. De to klanglegemer har ført en delvis sameksistens i nogle hundrede år, og vi vil opsøge forskellige mødesteder for at undersøge, hvordan vilkårene har ændret sig i takt med musikkens udvikling. Vi følger tre spor: kirken, operahuset og koncertsalen.

Herliggørelsen af Herren
Den kristne oldkirke er den klassiske musiks arnested, og musikudøvelse her var ensbetydende med sang med en solist eller et kor eller vekselvis. Instrumenter var forbudt under gudstjenesten – det var et forbud, der skulle komme til at gælde i mange århundreder og stadig gør det i den ortodokse kirke. Man mente, at instrumenterne bortledte opmærksomheden fra det væsentlige, ordet der skulle forkyndes. Den kirkelige vokalkunst udviklede sig til sofistikerede, mangestemmige messer og motetter, og i løbet af renæssancen blev det almindeligt, at de forskellige stemmer ad libitum blev fordoblet af et lille orkester bestående af strygere og blæsere. Det lød godt. De musikalske linjer blev skarpere trukket op og forsynet med ekstra klangfarver.
Et af de første kirkelige mesterværker, hvor koret for alvor møder orkestret, er Claudio Monteverdis ’Mariavesper’ fra 1610. Det er et værk, der delvis indvarsler barokkens æra, det er af kolossalt omfang og formodentlig skrevet til Markuskirken i Venedig med dens særegne rumlige disposition. Her er der nemlig mulighed for at anbringe solister, flere kor og musikere rundt omkring på de gennemløbende pulpiturer. Orkesterbesætningen er ikke angivet, den kunne veksle fra opførelse til opførelse, men den kunne have bestået af zinker (en slags trætrompeter), basuner, blokfløjter, fagotter, skalmejer, violiner, bratscher, gamber, orgel og cembalo. Man ved ikke så meget om, hvor tit i forløbet Monteverdi selv har ladet orkestret slutte sig til koret, men i udsættelsen af de fem Davidsalmer kunne man forestille sig, at orkestret er kommet ind på vigtige tekstlinjer og cantus firmus-citaterne, dvs. de gennemgående salmemelodier som han bygger musikken på. Hermed opnås nemlig to ting: en klangmættet herliggørelse af Gud og hans gerninger og en højtidelig fremhævelse af kirkens musikalske fundament: salmen.

Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 10

Tekst: Valdemar Lønsted; illustrationer: Peter Hermann