Artikel

NIELSENS TID ER KOMMET

En international Nielsen-bølge er på vej. Et af verdens førende orkestre, The New York Philharmonic, har sammen med det danske nationalpladeselskab, Dacapo, planlagt at indspille alle Carl Nielsens seks symfonier og tre solokoncerter under ledelse af chefdirigenten Alan Gilbert.

En international Nielsen-bølge er på vej. Et af verdens førende orkestre, The New York Philharmonic, har sammen med det danske nationalpladeselskab, Dacapo, planlagt at indspille alle Carl Nielsens seks symfonier og tre solokoncerter under ledelse af chefdirigenten Alan Gilbert. I London står London Philharmonic Orchestra bag koncertopførelser og indspilninger af symfonierne (4. og 5. Symfoni er udkommet) under maestro Sir Colin Davis, og den venezuelanske stjernedirigent Gustavo Dudamel har også 4. og 5. Symfoni med i sin Deutsche Grammophon-udgivelse sammen med Bruckners 9. og Sibelius’ 2. Her med det svenske Göteborg Symfoniorkester.

»Det virkelige under i Nielsens musik er, at dens musikalske kompleksitet ikke forhindrer dens spontanitet og slet ikke dens tilgængelighed«

Britisk kritiker

I forbindelse med lanceringen af Nielsen-udgaven har New York Filharmonikernes chefdirigent, Alan Gilbert, udtalt: »Carl Nielsens musik er så distinkt dansk, den har en knudret kant, som er karakteristisk for livet i det høje Nord. Jeg er sikker på, at Nielsens tid er kommet nu«. Alan Gilbert har kendskab til det høje Nord fra sine mange år som chefdirigent for Stockholms Kongelige Filharmoniske Orkester. Han understreger altså det særligt danske ved Carl Nielsens musik.

CARL OG UDLANDET
Uden for Norden har interessen været mest markant i England, og i USA har nogle af de bedste orkestre indspillet Nielsen-værker, selvom den danske komponists musik ikke har været noget, der solgte billetter i amerikanske koncertsale.
Netop udkommet er en indspilning af 4. og 5. Symfoni med Gustavo Dudamel. For godt et år siden udkom en cd med samme værker med London Symphony Orchestra. New York Filharmonikerne står til at skulle indspille de seks symfonier og de tre solokoncerter.

Det gør den britiske musikforsker Daniel Grimley til gengæld ikke. I år har han udgivet bogen ’Carl Nielsen and the Idea of Modernism’ og har i et interview i Kristeligt Dagblad slået til lyd for, at man skal passe på ikke at gøre Carl Nielsen mere ærkedansk, end han var. Og dybest set er det paradokset for Carl Nielsens placering på det musikalske verdenskort: som Danskeren (som var undertitel i Jørgen I. Jensen banebrydende Nielsen-biografi) eller som den internationalt orienterede kosmopolit, der lige fra sine første kompositoriske skridt orienterede sig ned i Europa og i særdeleshed mod det germanske – ganske lig sin finske kollega Jean Sibelius.

Hvad kan udlandet?
Det lå Carl Nielsen stærkt på sinde at blive internationalt anerkendt som komponist – han gjorde selv, hvad han kunne. Og efter hans død har det ligget som et mere eller mindre påtrængende krav både i forskningen og formidlingen af hans musik. Som om international anerkendelse har været et kvalitetsstempel i sig selv. Sådan som lille Danmark på mange andre kulturelle og politiske områder spejler sig i den store omverdens opmærksomhed. For det gode eller for det mindre gode.
Det interessante i Carl Nielsen-sammenhæng er imidlertid, om udlandets blik og øre lægger nye dimensioner til opfattelsen af hans musik. Det er jo ikke første gang, udenlandske dirigenter og orkestre har kastet sig over Carl Nielsens symfonier […].

Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 23

TEKST: STEEN CHR. STEENSEN

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER