Portræt: Daniel Barenboim
EUROPAS MUSIKGENERAL

Beethoven er og bliver gud for pianisten Daniel Barenboim, der dirigerer operatropperne på både Berlins Staatsoper og La Scala, og som gerne revser Israel for landets fremfærd i Mellemøsten. Til april modtager han Léonie Sonnings Musikpris 2009

Han insisterer på, at de skal op af orkestergraven, når operaen er slut. Hele operaorkestret. Sangerne og koret får lov at modtage publikums hyldest fra scenen, så hvorfor ikke musikerne? Den slags er typisk for dirigenten Daniel Barenboim. Musikgeneralen er stolt af sine tropper. Hvorfor skal de alene af alle blive nede i skyttegraven, når aftenens dramatiske musikslag i operaen er overstået?
Barenboim har ikke alene ambitioner. Han har også jernvilje som en Napoleon. Slagene skal vindes, og territorierne erobres. I en alder af 66 år sidder den musikalske hærfører i dag på så megen magt i europæisk musikliv, som det omtrent er muligt for én mand at skrabe sammen.
Foruden stillingen som generalmusikdirektør og dirigent på livstid ved Berlins Staatsoper på Unter den Linden er han førstedirigent på La Scala i Milano. Når han ikke også er chefdirigent for New York Filharmonikerne, er det kun, fordi han takkede nej, da han fik tilbuddet for to år siden.
I Berlin har Barenboim styret slagets gang siden 1992. Efter at den lille mand med den hurtige hjerne, tøndeformede krop og vigende hårpragt i 2006 overtog førerskabet i Milano med titlen Maestro af la Scala, er der lagt op til ikke bare en ny, overraskende tysk-italiensk opera-alliance, men en regulær italiensk Wagner-invasion. La Scala er Verdis hjemmebane, men de har allerede fået ’Tristan og Isolde’ dirigeret af Barenboim. ’Nibelungens Ring’ vinker forude, realiseret som samproduktion med Berlins Staatsoper i sæsonen 2010-2011. Barenboim kalder det »en kosmopolitisk approach«.

Ydeevne i særklasse
Med sit intense væsen og sit stærke ego har manden pondus. Dertil kommer en ofte omtalt musikalsk ydeevne, der er helt i særklasse. Få andre musikere byder sig selv halvdelen af, hvad Barenboim gør, og det kan undre, at han overkommer så meget. Selv en generals døgn har trods alt kun 24 timer…

(Læs hele portrættet i KLASSISK nr. 12)

Tekst: Thomas Michelsen; foto: Monika Rittershaus