Portræt: PETER KONWITSCHNY

Den tilstundende vinter lover godt – i hvert fald hvis man har tænkt sig at tilbringe noget af den på Operaens store scene i København. Her vil man kunne opleve to forestillinger af den tyske instruktør Peter Konwitschny; en mand der tror på teatrets mulighed for at påvirke verden – endnu.

»Vores kultur befinder sig i sit slutstadium,« sagde Peter Konwitschny for et par år siden til den tyske avis Die Zeit. »En kultur, der i stadig højere grad reducerer teater til underholdning, går sin egen undergang i møde.« En sådan udtalelse er i al sin knappe kompromisløshed typisk for Konwitschny, og skulle man tvivle på, at instruktøren mener, at det virkelig står så grelt til med den vestlige kultur, så kan man bare gå ind og se et par hans forestillinger: De viser med al ønskelig tydelighed et samfund i forfald. Én af dem er Richard Strauss’ ’Elektra’, som havde premiere på Operaen for halvandet år siden, og som kommer op igen i november. ’Elektra’ handler om kongedatteren i Mykene, der fortæres af en sygelig hævntørst, efter at hendes far er kommet hjem fra den Trojanske krig – blot for at blive myrdet af Elektras egen mor. Konwitschny tegner et billede af en familie, der lever i dybe traumer oven på krigen; en familie, der er totalsmadret af et umenneskeligt samfund. Operaens slutning opleves gerne som en lettelse, fordi Elektras ubændige tørst efter hævn stilles, da hendes bror slår moren ihjel. Men i Konwitschnys opsætning findes der ingen lettelse: De menneskelige ødelæggelser, slutscene til et massemord udført af et effektivt, usynligt magtapparat.
Hele den fulde scene bliver skudt i smadder af skjulte maskingeværer – menneske efter menneske styrter omkuld i de brølende salver. Og det er ikke bare et massemord, men et massemord i et særdeles velkendt samfund: her er både et rødt postbud og et grønt cykelbud blandt de talløse, der falder for maskingeværerne.
’Elektra’ handler altså ikke bare om en mytologisk kongedatter, der sørger over sin far, men også om en datter af i dag, som befinder sig på sammenbruddets – også den politiske – rand.

(Læs hele portrættet i klassisk nr. 3)

Tekst: Ida Elling Magnus; foto: Axel Zeininger/Wiener Staatsoper