Portræt: Pietro Mascagni
Mascagni – operaens maniske pragmatiker

Pietro Mascagni er stort set kun kendt for sin første opera, ‘Cavalleria rusticana’. I september opfører den Jyske Opera hans anden opera, ‘L’amico Fritz’. KLASSISK tegner et portræt af den italienske komponist, der både nåede at være glødende socialist og stor beundrer af Mussolini.

Af Henrik Engelbrecht

Den 27. maj 1889 sent om eftermiddagen. I den lille, søvnige syditalienske by Cerignola går en ung mand med en stor pakke under armen i regnen på vej til posthuset. I pakken ligger resultatet af flere måneders hårdt arbejde: et sirligt renskrevet partitur til en énaktsopera med titlen ‘Cavalleria rusticana’. Pakken skal sendes til dommerjuryen i den komponistkonkurrence, som kommer til at ændre den unge mands liv for altid. Pietro Mascagni er 26 år gammel, og er havnet i Cerignola ved et rent tilfælde.

»Den på alle måder maniske energi, der i lange perioder præger Mascagnis liv, afløses regelmæssigt af den sorteste depression«

Henrik Engelbrecht om Pietro Mascagni

Han bliver født i havnebyen Livorno i Toscana, og er allerede som 17-årig byens lysende musikalske håb, med solid opbakning fra både familie og rige venner. Hans kantater og sange vinder priser og bliver modtaget med lokal jubel, men den unge, selvsikre Mascagni får en brat opvågnen til den barske virkelig, da han to år senere bliver optaget på konservatoriet i Milano. Her bliver han ikke tilbedt som et særligt talent, men er blot én af mange unge musikere med store drømme om at revolutionere den italienske opera og bringe den videre ind i det nye århundrede. En af hans studiekammerater hedder Giacomo Puccini, og de unge komponistelever knokler med musikteori, uendelige timer med afskrift af partiturer, øvelser i kontrapunkt og alt andet end det, de drømmer om: at skrive operaer, som kan få deres navne op på siden af Verdis, Donizettis og Bellinis.
Mascagni har det ikke nemt på konservatoriet, og ender med at droppe ud inden den afsluttende eksamen. I stedet bliver han assisterende kapelmester ved et omrejsende operettekompagni i den absolut moderate ende af kvalitetsskalaen. Lønnen er usikker og under alle omstændigheder så lav, at man kun akkurat kan overleve; indkvarteringerne er de usleste i hver by, og der er altid en overhængende fare for, at impresarioen stikker af fra de ubetalte regninger med kassen under armen.

Italien ramt af Mascagnitis
I december 1886 er Mascagni endt som dirigent for et operettekompagni, som gæstespiller i Cerignola. Byens borgmester er på udkig efter en ung mand, som kan sætte musikalsk skik på byen, og ansætter Mascagni som musiklærer og dirigent for det lokale amatørorkester. Endelig kan Mascagni slå sig ned med en fornuftig, fast indtægt. Drømmen om at skrive operaer lever i bedste velgående, og han er ikke i tvivl, da han i juli 1888 læser en annonce i tidsskriftet Teatro Illustrato; musikforlaget Sonzogno har udskrevet en konkurrence om en énakts-opera. Efter en lang udvælgelsesproces, hvor de tre finalister får opført deres operaer, vinder Mascagni med nærmest groteske jubelscener konkurrencen med ‘Cavalleria rusticana’.
Italien er øjeblikkeligt ramt af akut “Mascagnitis”. Mascagni er med ét slag den mest omtalte og tilbedte mand i operalivet i Italien – en position, som kun kan sammenlignes med pop- og rockstjerner i dag. Kvinderne vil alle sammen have et signeret foto af Mascagni, hans fans venter i tusindvis ved banegårdene, når hans tog kommer ind, og de flokkes foran det hotel, han bor på for at få et glimt …