SIR SIMON OG CHOKOLADEFABRIKKEN

SIMON RATTLE snuppede pladsen foran et af verdens absolut bedste symfoniorkestre for næsen af Daniel Barenboim og blev siden kritiseret for at sjofle med orkestrets særlige varme ”chokoladeklang”. I dag er Simon Rattle mere elsket end nogensinde og modtager den 2. februar Sonnings Musikpris.

Af Jens Povlsen

Juli 2012. Den aften skulle han være med til at løbe det store maskineri i gang. Selvfølgelig skulle han det. 80.000 mennesker var på plads på stadionet i London, og omkring én milliard seere ude i verden havde tændt for deres tv. Hvor kineserne fire år tidligere skubbede Lang Lang frem på scenen med et rødt flygel, gjorde Storbritannien nu næsten det samme med deres adlede Liverpool-dreng, Sir Simon Rattle. Dirigenten, der har været det bankende hjerte i Tysklands bedste orkesterkrop siden 2002, var vendt hjem fra sin post på det europæiske fastland for at være med til at åbne verdens største sportsbegivenhed. Med humor.

»Jeg har altid haft følelsen af, at musikkens opgave – ud over den rene og skære nydelse – var at vise mennesket, at det ikke er alene«

I stedet for et knaldrødt flygel fik Rattle Mr. Bean. Det legendariske engelske gummifjæs er normalt ikke med på sidelinjen, når orkesterlederen med den karakteristiske stålgrå manke af puddelkrøller står på podiet. Keyboardkongen Vangelis’ New Age-hymne, ’Chariots of Fire’, passede måske nok til hårpragten, men den plejer heller ikke at være en del af Rattle-pakken. De olympiske lege i London var noget ud over det sædvanlige.

Det samme er briternes dirigenthelt nr. 1. I mere end ti år har Simon Rattle haft en hjemmebane, ingen anden brite har haft før ham. Men da Berliner Filharmonikerne i juni 1999 vedtog, at den dengang 44-årige Rattle skulle have fast podieplads hos dem, havde de faktisk allerede arbejdet med ham i 15 år. Karajans efterfølger, Claudio Abbado, havde ikke forlænget sin kontrakt. Han var syg af kræft. Det gav plads til stjernen, der havde fået symfoniorkestret i Birmingham til at vokse.

Gigantisk arrogance
Egentlig var det jazzen, Rattle først forelskede sig i. Når hans far spillede Gershwin på klaveret, ville toårige Simon spille med. Som syvårig sad han med næsen nede i Berlioz’ ’Grand traité d’instrumentation et d’orchestration modernes’. En lærebog om at skrive for orkester, en bog, som Mussorgskij, Mahler og Strauss også kiggede længe i. Det var syvårige Rattles favoritbog, og drengens klassiske horisont blev bare ved med at udvide sig. Året efter var han fast tunet ind på BBCs sendinger fra de traditionsrige promenadekoncerter, The Proms.
Det var imidlertid ikke nok at lytte. Som barn var en af Rattles største lyster at dirigere til pladerne, der blev sat på derhjemme. Særligt lp’en ’Music for Frustrated Conductors’ […]

Læs hele portrættet i KLASSISK nr. 28