SPANSK MAESTRO AF DEN TYSKE SKOLE

Rafael Frühbeck de Burgos er DR SymfoniOrkestrets ny chefdirigent. En ægte maestro, der næste år runder de 80, men som holder sig frisk og stadig sætter sig nye mål. Valget af de Burgos er blevet kritiseret for at være gammeldags, men han betragter sig selv som en tysk ”kapelmeister”-type, der dyrker det generøst klangskønne.

Af Steen Chr. Steensen
Foto Per Morten Abrahamsen

Rafael Frühbeck de Burgos er dirigent for at kaste glans over et orkester. Hans fokus er klang, og han indrømmer gerne, at han tilhører den tyske ”kapelmeister”-type: »Jeg tror, jeg tilhører den klassisk-tyske side mere end den historiske opførelsespraksis. Jeg har et godt instinkt for klang. De fleste steder lovpriser folk som regel den klang, jeg skaber: en smuk, rund, mestendels tysk strygerklang. Men man må selvfølgelig se på alle de ting, der fører til denne klang: intonation, artikulation, frasering og alle de ting, der skaber musik. Og så kan jeg skabe en hel særlig personlig fortolkning, men den behøver ikke at være strikt – hvis der kommer noget smukt fra orkestret, kan jeg inkludere det. Hvorfor ikke?

»Den sidste ting man skal gøre er at udelukke musikernes kreative behov«

Rafael Frühbeck de Burgos, dirigent

Den sidste ting man skal gøre er at udelukke musikernes kreative behov«.

Maestro bestemmer
Musikerne i DR SymfoniOrkestret skal af den grund ikke tro, at der bliver tale om en demokratisk proces. Når Rafael Frühbeck de Burgos står på podiet er der én, som bestemmer – det er ham: »Jeg sætter mig grundigt ind i værkerne, før jeg står foran orkestret, så jeg kan sige præcis, hvad jeg vil have af orkestret, og de kan gøre præcis, hvad jeg siger. Og normalt reagerer orkestret udmærket«, tilføjer han med et glimt i øjet.
»Det værste, der kan ske, er, hvis den dirigent ikke har lederevner. Så har man 100 mennesker, der ved bedre! Man må vide præcis, hvad man vil, så vil orkestret reagere vældig godt – ligegyldig hvilket orkester og hvilken standard. Men de må vide præcis, hvad man vil. Måske er de ikke enige om alle ting, men så længe de er med, er det godt og overbevisende …«