Steve var her | Portræt Steve Reich

Et portræt af komponisten Steve Reich, som i levende live er blevet et kultfænomen, en må-opleve-ting. Til oktober fylder han 70 år.

Af Anders Beyer

Steve Reich har været med til at starte en bevægelse. En musikalsk bevægelse, som blandt andet har skaffet publikum tilbage til koncertsalene. Minimalisme er den label, disse komponister har fået klistret på sig. Det handler om gentagne mønstre, om gradvis udvikling, om tonalitet, om rytmisk puls, forskydninger, dansemusik, eller slet og ret bliv-i-godt-humør-musik.

»Folk havde ikke nogen som helst forståelse for, hvad det var, denne musik gik ud på«

Steve Reich

Reichs musik er godt nok ny, men ikke fremmedgørende ny, eller sagt på en anden måde: den er ikke så ny at det gør noget. De sangbare melodier og spændstige rytmer med gentagende mønstre var ellers for meget for tressernes avantgarde, der trak på smilebåndet af de tonemagere, som hurtigt blev kaldt minimalister på grund af de repeterende melodi- og rytmestumper, lidt på samme måde som billedkunstens Andy Warhol manipulerede med fotos og gentog det samme billede med små variationer.

»Jeg blev komponist, fordi jeg elskede Stravinsky, Bach, beebop og Coltrane. Ingen af disse komponister var tilladt som æstetiske præferencer. Jeg startede med at skrive musik, komponeret ud fra ideen om båndsløjfer. Resultatet af denne praksis blev, at jeg blev valgt fra, afskåret fra at være en del af miljøet. Jeg følte mig meget ensom. Da jeg kom hjem fra San Francisco, hvor jeg havde komponeret ‘It’s Gonna Rain’ (1965), blev stykket spillet på en radiostation i New York, der havde mange avantgarde-lyttere. Telefonbordet på radiostationen blev glødende, der var hundredvis af lyttere som ringede ind og råbte: “Jeres sendere er brudt sammen, jeres afspilleudstyr er gået stykker, se at få det fikset!”. Folk havde ikke nogen som helst forståelse for …