Artikel

STOK ELLER BUE?

Maxim Vengerov var vidunderbarn på violin. Han begyndte at optræde, da han var fem år. Som 10-årig vandt han den første af en hel stribe konkurrencer og som 15-årig havde han indspillet sin første cd og var godt i gang med at turnere verden rundt. Da han var 19, blev hans indspilning med violinkoncerter af Prokofiev og Sjostakovitj kåret til Record of the Year af det engelske blad Gramophone og nomineret til to Grammy’er i USA. 23 år gammel blev Vengerov udnævnt til Unicef-ambassadør, og da var han allerede ved at have indspillet hele standardrepertoiret af violinkoncerter.
Da Vengerov var 30 år meddelte han, at han trængte til et sabbatår. Tiden ville han bruge på at lære at danse tango og at improvisere. Det fandt omverdenen så interessant, at en israelsk komponist fik aftalt at skrive en ny violinkoncert, hvor Vengerov både skulle spille violin, improvisere og danse tango. Imens lavede en engelsk instruktør en dokumentarfilm om, hvordan Vengerovs sabbat forløb og hvad han gjorde, når han ”holdt fri”. I løbet af sabbatåret nåede Vengerov trods sine intentioner op på at spille 50 koncerter.
Da han vendte tilbage til sin afbrudte karriere, fik han skulderproblemer og måtte aflyse en lang række engagementer. En positiv distraktion var, at han blev kæreste med den smukke trompetist Alison Balsom. Året efter, i 2008, meddelte Vengerov den vantro musikverden, at han i en alder af 33 år trak sig tilbage som solist. I stedet ville han være dirigent.
Verden mistede en stor solist, da Maxim Vengerov sagde stop. Og man fik ikke noget til gengæld. Som dirigent er den sympatiske Vengerov ren luftguitar, og at han overhovedet kommer til at optræde med gode orkestre skyldes alene hans netværk og så den værdi, hans navn trods alt endnu har på en plakat.

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 16)

Tekst: Jens Cornelius, foto: PR

FLERE ARTIKLER