Artikel

‘TANNHÄUSER’ – WAGNERS PROBLEMBARN

Med ‘Tannhäuser’ tog Wagner de første skridt hen imod sin altomstyrtende ‘Ring’. Man havde aldrig hørt noget lignende. Men også for sig selv kæmpede Wagner med at finde nøglen til operaen om den splittede trubadur

Wagners hjemmestrikkede historie har gennem tiden måttet lægge ryg til lidt af hvert. Med sit særlige sammenkog af legender og mytologi har den indfanget mange, men er fra start også blevet affærdiget som snerpet, unuanceret og farveløs. Ved første øjekast gør historien da heller ikke meget væsen af sig. Dér ligner den blot en fortælling, eller måske snarere en prædiken om lyst og kærlighed. Og om mandens enfoldige idé om at kunne få det hele.
I Wagners egen levetid hændte det, at historien blev set som en fornærmelse – man var jo blevet fintfølende i romantikken, og ’Tannhäuser’ var næsten for ligetil. Wagner brød sig ikke om den simple læsning, for han var hverken interesseret i at prædike eller gentage middelalderlegendernes moralske formaninger. Det er ellers let at læse operaen som en simpel formaning om at vælge det rette. For valgene står i kø, og Tannhäuser er ude på dybt vand. Skal han vælge kærlighedsgudinden Venus eller den fromme Elisabeth, kødets lyst eller åndelighed, lovløshed eller orden, hedenskab eller kristendom?
Det var nu ikke valgene mellem rigtigt og forkert, Wagner ville belære publikum om. Det var mandens desperate forsøg på at forene ekstremerne, integrere dem i et hele, der kunne give livet mening, som Wagner ville skildre. Og hovedpersonen Tannhäuser prøver ihærdigt at gøre det, forene den nydelse, han har opdaget i Venusbjerget med sit høviske liv på jorden. Men han må sande, at det er det umuliges kunst. I hvert fald i denne verden. Kun i døden kan det ske, og det er her operaens virkelige tragedie ligger gemt. Wagners barnebarn, instruktøren Wieland Wagner, formulerede det engang sådan, at ’Tannhäuser’ er »mandens tragedie i den kristne tidsalder«.

Mænd, der burde have vidst bedre, affærdigede forbavsende hurtigt operaen, da den kom frem. Faktisk begyndte det allerede inden operaens premiere. Wagner havde sendt sit partitur til Schumann, og efter at denne havde kigget det igennem, var dommen klar. Schumann skrev således til Mendelssohn: »Musikken ikke er et hår bedre end ’Rienzi’, nærmest mattere og mere forceret.« Efter at have overværet operaen måtte Schumann dog tage sine ord i sig igen. I et brev til en anden ven, hed det da, at ’Tannhäuser’ »indeholder dybere, mere originale og hundrede gange bedre ting end Wagners tidligere operaer«. Dermed blev Schumann en af de første til at anerkende ’Tannhäuser’. Men Wagners kolleger var generelt benhårde.

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 15)

Tekst: Jens Povlsen; foto: Søren Solkær Starbird/DKT

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER