Artikel

TI FORTÆLLINGER OM PER NØRGÅRD

I
Solen vælter ind i arbejdsværelset i lejligheden på Østerbro i København. Fra skrivebordet har Per Nørgård udsigt over vandet. Vender han sig om, sidder han ved flyglet. Hindsberg hedder det. Guldskriften med navnet er næsten slidt af.
På nodestativet står begyndelsen til en klavertrio til danske Trio con Brio. Det er flere store nodeark, Per Nørgård viser frem, hvert håndskrevne ark åbenbarer nyt musikalsk materiale. Komponisten har endnu ikke besluttet, i hvilken rækkefølge de musikalske temaer skal komme. Men en dag vil han vide det, det er han ganske sikker på, sådan går det altid.

»Formen på værket opstår undervejs. Jeg planlægger ikke. Hvis jeg lagde en plan, ville jeg straks have lyst til at bryde den«.

På gulvet i arbejdsværelset ligger en bunke partiturer, der søger nyt hjem. Der er blevet ryddet op, fortæller han.
Hylderne bugnede af noder, og det kunne ikke blive ved med at gå. Nu har Ivan Hansen fra Det Kongelige Bibliotek og dennes søn, Magnus, hjulpet med at sortere, så han kun har to eksemplarer af hvert af sine værker i hjemmet, et håndskrevet manuskript og et trykt eksemplar.

PER NØRGÅRD
Per Nørgård regnes i dag for Danmarks største nulevende komponist. Som ung var han optaget af tidens nordiske tone, men siden dengang har hans musik bevæget sig i flere forskellige retninger. I dag er Nørgård både kendt for symfonier, korværker, kammermusik, opera og solokoncerter – og ikke mindst for sit talent for at kombinere sindrige kompositionsprincipper med elementært fængende rytme- og klangglæde, og for sin trang til ustandseligt at udvikle sin musik i nye retninger.

II
Per Nørgård taler meget om ’sådanhed’. Det er hans eget ord, og et vigtigt begreb, ikke mindst i musikken.
»Sådanhed refererer til, at der er noget, der ikke kan opløses yderligere i begreber. Det, synes jeg, er et meget smukt og rigtigt udtryk for originalitet. Den originalitet, der får os til at nærme os musikken. Hvis vi har fornemmelsen, at det kører på én læst, så mister vi interessen. En god melodi, dén oplever jeg som en eventyrskikkelse, fordi den har sådanhed«, forklarer han.
Men hvordan materialiserer ’sådanhed’ sig konkret?
»Jamen, det er en del af vores fysiologi. Det gjorde stort indtryk på mig, da jeg læste, at nogle videnskabsmænd havde fundet ud af, at hver en underskrift er en original sag, der ikke kan gentages. Blodgennemstrømningen i fingrene er ikke den samme, selvom vi skriver det samme […]«

Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 25

TEKST: MALENE WICHMANN

Bestil abonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER