Artikel

UDEN TID, INGEN MUSIK

TEMPO betyder tid på italiensk. Det kommer af det latinske tempus, der ligeledes betyder tid, og det er det mest afgørende ord overhovedet, når man vil tale om, hvad musik er. Klangfarver, dynamik, artikulation … det er alt sammen centrale parametre, når vi diskuterer, hvordan et stykke klassisk musik bør fortolkes. Men uden tid er der slet ingen musik. Hvorfor?

Tempo betyder tid på italiensk. Det kommer af det latinske tempus, der ligeledes betyder tid, og det er det mest afgørende ord overhovedet, når man vil tale om, hvad musik er.
Klangfarver, dynamik, artikulation … det er alt sammen centrale parametre, når vi diskuterer, hvordan et stykke klassisk musik bør fortolkes.
Men uden tid er der slet ingen musik.
Hvorfor?
Fordi et givent stykke musik, når det opføres, består af et uendeligt antal klingende øjeblikke. Sammenfattet i erindringen udgør dette uendelige antal øjeblikke musikken, sådan som den tager form for vores bevidsthed, mens tiden går.

»Alle har før eller senere taget deres metronomtal tilbage, så vidt min erfaring rækker«. Johannes Brahms

Vi kender først helheden, når musikken er forbi. Musik er med andre ord en form for flydende arkitektur, og tid er den dimension, musikken udfolder sig i.

Med eller uden metronom
Men præcis hvor langsomt eller hurtigt skal et givent stykke musik forløbe i tid?
Tja, hvis vi taler om musik fra begyndelsen af 1800-tallet og fremad, musik skrevet af Beethoven, Carl Nielsen eller Per Nørgård, er den ofte forsynet med metronomtal.
Metronomtallet angiver et absolut, målbart tempo, der kan genskabes nøjagtigt ved hjælp af en metronom, og som dermed principielt set ikke står til diskussion.
Men musikere har til alle tider kunnet bevidne, at det er mere end problematisk at tale om tempo som noget objektivt i forbindelse med et givent stykke musik.

MAELZELS METRONOM
Det var opfinderen Johann Nepomuk Maelzel, der i 1815 tog patent på den metronom, vi kender i dag: Et pyramideformet instrument med et lod, der forskydes opad eller nedad på en lodret pendulstang, som derpå sættes i bevægelse frem og tilbage i et givent tempo. Tempoet er markeret på en skala bag pendulstangen. Når metronomen er sat i bevægelse, frembringer dens mekanisme en regelmæssig kliklyd, der markerer det valgte tempo.
Den første kendte komponist, der brugte Maelzels metronom, var Beethoven.

Mange komponister har oplevet at sidde i arbejdsværelset og omhyggeligt udmåle de præcise og korrekte tempi til deres værk, kun for i koncertsalen til den første orkesterprøve at indse, at de valgte tempi af en eller anden grund ikke fungerer.
Det skyldes blandt andet, som en nu afdød schweizisk musikforsker ved navn Willy Hess har påpeget, at musik forløber hurtigere i forestillingen end i virkeligheden. Men flere andre faktorer spiller ind, når det skal afgøres, om et givent tempo er det optimale til et givent stykke musik i en given opførelsessituation.
Blandt andet efterklangstiden i det rum, hvor musikken spilles, antallet af musikere eller sangere, der opfører musikken, og musikernes og dirigentens idéer om musikken spiller ind – og spiller os et puds, hvis ikke vi tager dem til efterretning.
Beethoven var den første velkendte komponist, der noterede metronomtal i sine værker. I 1815 tog Johann Nepomuk Maelzel patent på metronomen, som vi kender den i dag, og det varede kun to år, før Beethoven havde taget den i brug.
Beethoven gik vældig op i sine metronomtal […]

Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 23

TEKST: THOMAS MICHELSEN. ILLUSTRATION: PETER HERMANN

Bestil abonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER