»Vi fik de fede år« | Interview Kasper Holten & Michael Schønwandt

Idealisten og pragmatikeren. Sådan fordeler Michael Schøwandt og Kasper Holten rollerne mellem sig. Idealisten står på podiet, og pragmatikeren har sat i scene, når Richard Strauss’ ’Kvinden uden skygge’ har premiere den 15. maj.

Af Benedicte Christiansen
Foto Per Morten Abrahamsen

Det bliver første gang, den store Strauss-opera spilles i København og samtidigt sidste fælles forestilling for Schønwandt & Holten. Efter mere end 10 års parløb forlader chefdirigent og operachef Operaen. Et hus med internationalt ry, men med pumper, der nu kører på de sidste brændstofsdampe fra en økonomi, som sprang læk.

»Har du egentlig nogensinde følt dig fristet til selv at sætte en forestilling i scene?«. »Næh, det har jeg ikke. Jeg er jo ikke Karajan, der absolut mente, at han kunne alting bedre selv«.
Da Kasper Holten stiller spørgsmålet, har Michael Schønwandt netop demonstreret, hvordan nøglen til at lirke sig ind på en tolkning af Richard Strauss’ komplicerede opera ’Kvinden uden skygge’ ligger i musikken. Bå-da-di synger dirigenten, mens højrehånden markerer slagene til nogle af de indledende musikalske temaer i Strauss’ operaer. Først kommer Kong Agamemnons tema fra begyndelsen af ’Elektra’. Så antydes Octavians tema, ungersvenden fra ’Rosenkavaleren’. Lidt af ’De syv slørs dans’ fra ’Salome’ og til sidst indledningstemaet fra ’Kvinden uden skygge’.

»I Holland var det en henrettelse her og nu. 400 musikere op ad væggen. Bang. Her kommer det snigende skive for skive«
Michael Schønwandt

»I indledningen af Strauss’ operaer sker der noget«, forklarer Schønwandt, »det er der, han lægger et spor ud og siger ”det her skal du høre efter”. ’Kvinden uden skygge’ begynder med det musikalske tema for Kejserindens far. Ikke Kejserinden selv, men hendes far. Det ledte mig frem til det, vi nu har som udgangspunkt for opsætningen: Det er, fordi Kejserindens far skygger for hende, at hun ingen skygge har. Den, der står i skyggen af en anden, kaster ingen skygge selv«.

Instruktørvælde? Javist så
Det er den evigt tilbagevendende diskussion om forholdet mellem instruktør og dirigent, der bragte Holtens spørgsmål på bane. Er det den musikalske tolkning, der er primarius? Eller snakker vi mere underlægningsmusik til instruktørens koncept? Eller er det en vekselvirkning mellem instruktør og dirigent? Holten og Schønwandt gør en hel del ud af at understrege, at det er det sidste, der gælder for de opsætninger, de to har lavet sammen. At de aldrig har været grundlæggende uenige om tolkninger, at de sparrer meget med hinanden, og at Schønwandt overværer flere sceneprøver end så mange andre dirigenter. En praksis han også prædiker for unge dirigentspirer. Det er noget med at have hånd i hanke med sangerne på scenen. »Jeg ved, at de ved, at jeg ved«, som han siger.
Instruktørens magt er imidlertid reel nok i operaens verden …