Nyhed
Anmeldelse af John Adams’ The Gospel According to the Other Mary
7. juni 2012
7. juni 2012
Solister, Los Angeles Filharmonikerne, L.A. Master Chorale, dirigent Gustavo Dudamel. Fredag den 1. juni i Los Angeles, USA.
Af Andrew Mellor
I Los Angeles løftede John Adams (foto) sidste weekend sløret for sit nye oratorium, ’The Gospel According to the Other Mary’. Forventningerne var høje, og resultatet, omfanget og udførelsen skuffede ikke. ’The Gospel’ er ikke perfekt, men indeholder bemærkelsesværdig musik og signalerer interessante udviklinger i Adams’ musikalske stil.
Værket smelter den bibelske passionsfortælling sammen med et spiddende billede af nutidens prøvelser – fattigdom, narkomisbrug, sexisme og undertrykkelsen af en særlig gruppe af kvinder, der forsøger at afhjælpe skaderne af dem. ’El Niño’ fra år 2000, Adams’ og librettist Peter Sellars’ nutidige fortælling om Jesu fødsel, er dets åbenlyse model og søsterværk.
Makkerparrets teknik med at kombinere velkendte og chokerende bibelhistorier med isolerede eksempler på uretfærdighed og overgreb giver et væld af musikalske og dramatiske muligheder. Men det medfører samtidig et problem – på trods af skønheden ved Sellars’ libretto og dets brillante buestruktur hen over hele værket – med den hyppighed, stykket pludselig skifter gear og udtryk. Det er min hovedanke mod ’The Gospel’: at for ofte kæmper Adams med at skrive flydende overgange, og at musikken føles strukturelt usammenhængende og sine steder svag.
’The Gospel’ indeholder nogle ret betagende lydlandskaber og effekter: korets improviserede mumlen og råben, den konstante klimten fra en cimbalom, en basguitar, der tilfører de vekslende strukturer en fascinerende, intens bund. Men selvbevidstheden tynger også ‘The Gospel’, særligt i 1. akt. Det føles, som om komponisten forsøger at undgå den tonale stil, som han har gjort til sin egen.
I de mere sikre passager er ’The Gospel’ fra Adams’ bedste hånd. Jeg hørte passager, som tager afsæt i hans ’Harmonielehre’ (komponistens manifest, når det gælder tonal musik) og ‘Son of a Chamber Symphony’, læg dertil en bredere harmonisk spændvidde. Der er flere magiske orkestermellemspil og stadig flere eksempler på dragende korkomposition.
De mest glædesstrålende passager i ‘The Gospel’ er dem, hvor vi med lethed glider ind i fascinerende, hjertelige teksturer, som har Bach-agtig klarhed samt Bruckner’sk retningsfornemmelse og klimaks. Ingen komponist i dag kan gøre det her som Adams, på trods af de nævnte indvendinger.
Udførelsen? Sangerne skabte masser af teater med desperate udbrud og bønfaldelser i denne koncertopførelse. L.A. Filharmonikerne spillede med mål, ømhed og fysisk nærvær under Gustavo Dudamel, men L.A. Master Chorale gjorde størst indvirkning med atmosfærisk og klarfarvet korsang, der altid var dramatisk.
’The Gospel’ virker som et værk, komponisten stadig arbejder på – især på grund af dets stærkeste sider og muligheden for at foretage klip, inden L.A.-holdet bringer det til Europa i 2013. 1. akt virker alt for lang, og den rørende sidste scene er ikke lang nok. Men selv med disse uperfektheder har Adams og Sellars skabt et værk, der ofte er ligeså spændende og bevægende som oratorier og passioner af Bach og Händel.
FLERE NYHEDER