Nyhed

Anmeldelse: Ariadne på Naxos

Med gakket humor, et scene-rend uden lige og fremragende sangerpræstationer er Den Kgl. Operas opsætning af ‘Ariadne på Naxos’ en virtuos forestilling.
Handlingen er fra komponist/librettist-parret Strauss & Hofmannsthals side så forrykt, at den kunne forveksles med en Rossini-opera. Men det er et meta-værk med gedigen underholdning samt pseudodybde til den, der søger.
Det er en opera om en komponist (!), der på bestilling har operaen ‘Ariadne’ klar til opførelse, men på festaftenen ændres der på absurd vis planer, så både et drama og en komedie skal opføres samtidig – på samme scene.
Det må komponisten bare finde sig i og finde en løsning. Hvordan den aktuelle iscenesættelse klarer den tilsyneladende håbløse situation, skal ikke røbes her. Blot skal siges, at lattermusklerne virkelig får motion.

Instruktør Robert Carsen og koreograf Marco Santi får udnyttet Operaens rum maksimalt, så man utallige gange bliver overrasket over deres hittepåsomhed – glem alt om, at scenen skulle være det eneste center for opmærksomhed.
Pudsigt nok er det først, når operaen i operaen (dramaet ‘Ariadne’) for alvor får plads til at udspille sig, at man føler en vis træghed. Alt det sjove, der er gået forud, sætter forventninger om at man går planken ud. Derfor virker alvoren opbremsende, og det er vanskeligt at føle empati for Ariadnes dødslængsel og efterfølgende kærlighedsduetter med Bacchus. Den trøsteløse, sorte hule, Ariadne har lagt sig til at dø i, er passende … trøstesløs, men også noget trættende for øjnene i længden. Denne sorthedens monotoni står i stærk kontrast til det myldrende forspil, der står som det mest vellykkende i forestillingen. Man kunne have indlagt noget komik, der lå og skurrede imod dramaets alvor.

Zerbinetta og hendes fire bejlere (foto) er snarere end Ariadne produktionens omdrejningspunkt, de er de levende og sansende personer. Hvorimod Ariadne – omend Ann Petersen sang partiet med fantastisk skønhed – bliver til en papfigur, en stereotypisk livstræt donna. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Operaens akustik var skyld i, at Ann Petersen og Johnny van Hal efterlod én lidt kold: Kunne det være reddet og gjort deres sang mere indtrængende, hvis de havde stået ved scenekanten?

Den canadiske koloratursopran Jane Archibald var eminent som Zerbinetta, vokalt i topform og med en perfekt scenisk timing, og herlig som bekymringsfri storflirterinde (NB: hun spiller rollen for sidste gang 30. nov.). De fire bejlere gør det alle godt, særligt må Palle Knudsen og Bengt Ola Morgny fremhæves – sjældent har opera været så sjovt. Ann Petersens stemme er en ægte operastemme med en varm og stærk klang, der langsomt smelter ørerne. Hendes intonation vaklede aldrig, og med en atletisk stemmekontrol formår hun at justere sin stemmes styrke og intensitet på forbilledlig vis. Johnny van Hal og Sten Byriel var sjove i forspillet, og forestillingens succes beror i det hele taget på en i særklasse god ensembleindsats. Der er ingen undskyldninger for ikke at se denne iscenesættelse.
Per Rask Madsen

Fire ud af seks stjerner

RICHARD STRAUSS: ARIADNE PÅ NAXOS, 24. nov. 2009
Medvirkende
Dirigent: Friedemann Layer
Iscenesættelse: Robert Carsen
Scenografi: Peter Pabst
Koreografi: Marco Santi

Primadonnaen/Ariadne: Ann Petersen
Zerbinetta: Jane Archibald
Tenoren/Bacchus: Johnny van Hal
Komponisten: Matilda Paulsson
Harlekin: Palle Knudsen
Brighella: Bengt-Ola Morgny
Scaramuccio: Peter Lodahl
Truffaldino: Ludvig Lindström
En musiklærer: Sten Byriel
(M.fl.)

Det Kongelige Kapel
Dansere fra Pantomimeteatret

Spilledage:
27.nov. / 30.nov. / 5.dec. / 8.dec. / 11.dec.

Foto: Thomas Petri

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER