Anmeldelse: Bang on a Can All-Stars

Når Bang on a Can indtager scenen, sker det uden de store falbelader. Tøjet ligner det, publikum har på, og lakskoene har aldrig været længere væk fra en klassisk koncert, end når amerikanerne går på scenen. Det er ligetil og helt uden det krukkeri, man traditionelt møder til klassiske koncerter – eliteensemblet fra New York gør i stedet en dyd ud af at investere sig selv fuldstændigt i den relativt nyskrevne musik, de hiver op på nodepultene.

Lørdag aften havde Bang on a Can vendt programmet på hovedet, så de lagde ud med Terry Rileys minimalistiske kunststykke ‘In C’ fra 1964. En slags kollektiv improvisation fuldstændig holdt i C-dur og opbygget af en række korte melodiske fraser. Med sine repetitive rytmer og helt grundlæggende mangel på harmonisk udvikling ses værket i dag som en nedbrydning af den klassiske europæiske musiktradition. Rileys milepæl evner som få andre nyklassikere at sætte publikum i noget nær trance. Men kun hvis det vel at mærke bliver udført ligeså spillevende, som det er tænkt. Spillevende var Bang on a Can immervæk, faktisk i en grad så benspjæt og vuggende bevægelser undervejs blev publikums fortrukne beskæftigelser. Ikke hverdagskost til en klassisk koncert, men dertil var Bang on a Cans udgave ganske enkelt for uimodståelig. Hypnotisk og for en gangs skyld med værkets poetiske sider holdt frem til frit skue.
Ærgerligt var det bare, at koncertstedet Teater Republique forstærkede newyorkerne med elendig dåselyd. Så bogstaveligt havde teatret på Østerbro egentlig ikke behøvet at tage hovedattraktionens slående navn. Men det gjorde de, og så fik man lyden kastet i hovedet – støjende og metallisk – og langt fra lige så delikat, som de sublime newyorkeres ‘In C’ ellers indbød til.

Efter pausen gik det mere stille for sig med Brian Enos ambientklassiker ‘Music for Airports’ fra 1978. Søvnig og afdæmpet musik – næsten som at tage en tur under vand og genopdage det våde elements sært dæmpede lyde. Som koncertmusik er ‘Music for Airports’ imidlertid ikke særlig ophidsende, ikke engang når den danske kammermusikelite i form af Athelas Sinfonietta og Mogens Dahl Kammerkor medvirker. Så gab var der rigeligt af rundt omkring på stolerækkerne. Med den fintmærkende udgave af Enos altgennemtrængende virkelighedsflugt leveret af Bang on a Can og deres danske fæller kunne man da også roligt overgive sig til søvnen. Endda med et smil på læben.
Jens Povlsen

Fire ud af seks stjerner

Medv. Bang on a Can All-Stars, Athelas Sinfonietta Copenhagen og Mogens Dahl Kammerkor
Teater Republique, lørdag d. 12. juni 2010.

Foto: Stephanie Berger