Anmeldelse: Christian Tetzlaff

Hans svaghed for gamle Bachs livsalige tonekunst er ingen hemmelighed. Ej heller Tetzlaffs forrygende violinevner. Den 45-årige violinist fra Hamborg har længe tilhørt verdenstoppen, og at dømme på mandagens soloaften på Den Hirschsprungske Samling vil det være sådan i mange år fremover. For manden er simpelthen ikke til at skyde igennem, når Bach befinder sig på hans strenge. Det gjorde han to gange i løbet af aftenen på kunstmuseet med det lille, intime koncertrum og de mange fortryllende malerier på væggene.

Startskuddet lød med Bachs Partita nr. 2 for violin, og i enkelt, mørkt tøj trådte Tetzlaff op på stedets scene, der i øjeblikket har hovedstadens bedste bud på levende klassisk musik. To ærkedanske standerlamper af plissé var sat til at flankere den tyske stjerne. Et par varme hjemmesko at stikke fødderne i havde næsten været på sin plads for den lille, eksklusive skare i den københavnske koncertstue. Dem kastede Tetzlaff heldigvis overbord, før nogen nåede at få dem på. For da Tetzlaff først svingede violinbuen, glemte alle hurtigt alt om hjemlig hygge i standerlampens skær. Der var slet ikke plads til døsig dansk hygge – kun Bach og Bartók.

Og jo, Tetzlaff skulle lige spille sig varm. Men et par ublide registerskift gør ingen skade, når man står over for en musiker, der er så sikker på sig selv og sine følelser i musikken. Dem skilter Tetzlaff i første omgang ellers ikke med. I afsættet virkede han fraværende og sløret. Lidt længere henne var han klarheden selv.
Tetzlaff står for en udpræget intellektuel tilgang til Bach – det er med eftertænksomheden, han fører an. Følelserne kommer først senere ind i billedet, når fornuften har afvejet for og imod og udredt en vej gennem Bachs tonemassiver.

Og sikke en vej, Tetzlaff fandt foran et hengivent publikum i mandags. Tonerne strømmede ud i tykke, koncentrerede stråler. Tetzlaff styrer fuldstændig den musik, han sender af sted. Det er farten, han forstår at bruge så godt. Den er Tetzlaffs bedste ven. Og han vælger den rigtige hver gang et nyt hovedafsnit forlader violinkroppen.

Af og til blev der oven i købet taget godt fat i kraven på Bach. Tetzlaff er ikke bange for at konfrontere fortidens giganter. Som i Bachs mørkstemte sonate i C-dur, der afløste partitaen. Her trak han fraserne i et utal af retninger, så nye konklusioner blev draget og hele violinspektret bredt ud foran tilhørerne, der virkede målløse over violintroldmandens evner og Bachs mange bedårende temaer.

Efter pausen fortsatte Tetzlaff sin helstøbte aften. Bartóks solosonate for violin er i en anden boldgade, men absolut lige så udtryksfuld som Bachs. Og Tetzlaff? Han bare svævede rundt oppe på podiet fuldstændig hvirvlet ind i ungarerens melankolske efterårsfarver.

Fem ud af seks stjerner

/Jens Povlsen

Koncert med violinisten Christian Tetzlaff
Den Hirschsprungske Samling, mandag den 26. sept.

Foto: Giorgia Bertazzi