Nyhed

Anmeldelse: Dansk når det er bedst

Man kan indimellem glemme hvor meget kompositorisk talent, der findes i lille Danmark. Mandag aften blev man mindet om det, så man næsten skammede sig. Christina Åstrands violin, Per Salos klaver og Jakob Keidings horn fandt det internationale format frem i Mogens Dahl Koncertsal med et vanvittig godt program med romantisk og ny musik – det hele dansk.
Niels W. Gade (1818-1890) var i samtiden også berømmet i Tyskland, mens han herhjemme kom til at sidde på næsten al den magt inden for det danske musikliv, det var muligt. Og hans værker fortjener stor respekt den dag i dag.
Åstrand og Salo fik Gades første to violinsonater til at brænde af intensitet og fik værkerne til at lyde som ligeværdige med Beethovens sonater i samme genre. Gades melodiske opfindsomhed, stærke udtrykskraft og til tider abrupte kontraster går rent ind.
Koncerten åbnede med Hans Abrahamsens imødekommende ‘Six pieces’ for horntrio (1984) med Webern-agtig fyndighed og koncentration af musikalsk stof, men med et varmere tonesprog end “forbilledet”. Godt tænkt at starte med disse sanseskærpende stykker, der var behagelig lytning trods deres lettere fragmenterede karakter.
Første halvdel af koncerten sluttede med en uropførelse af Pelle Gudmundsen-Holmgreens ‘Near still distant still’, som har været undervejs i forskellige versioner siden 1979. Det var drille-Pelle, vi hørte i dette værk med udråb fra violinisten, der midt i sit spil skulle komme med lavmælte “yea” og andre umiddelbart umotiverede lydord. Det var et selvkommenterende værk med barnlige ytringer, som snart blev afløst af krasse akkorder fælles af det veloplagte ensemble.
En lise for øret var Carl Nielsens lindrende hornklange i ‘Canto serioso’, hvor Keiding og Salo viste udsøgt kammerspil med gode tempivalg og respekt for musikkens ophøjede karakter. I det hele taget var det en fornøjelse for en gang skyld, at høre horn i stedet for cello, som plejer at udgøre det tredje “hjul” i en kammertrio. Hørt i et reklamespot vækker “horntrio” måske ikke så sexede associationer, men det ER faktisk en utrolig spændende ensemblekonstellation. Og aftenens tre musikere sikrede, at vi fik en uforglemmelig koncertaften med noget for enhver smag.

prm

Musikere: Christina Åstrand (violin), Per Salo (klaver), Jakob Keiding (horn).
Program: Hans Abrahamsens ‘Six pieces’ for horntrio, Niels W. Gades violinsonater nr. 1 og 2, Pelle Gudmundsen-Holmgreens ‘Near still distant still’ for horntrio og Carl Nielsens ‘Canto serioso’ for horn og klaver.
Mandag den 23. februar i Mogens Dahl Koncertsal.

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER