Anmeldelse: Figaros Bryllup
Kragerups fantasifulde rutsjetur

Der er masser af energi og bid i Elise Kragerups iscenesættelse af Mozarts ’Figaros Bryllup’ – men den mangler noget sjæl.

4 ud af 6 stjerner

af Andrew Mellor

Det er godt, at der bliver talt mere om Det Kongelige Teaters nye operaopsætning end krise i administrationen. Som du måske har hørt, er næsten alt ved Elisa Kragerups iscenesættelse af ’Figaros Bryllup’ usædvanlig. Opsætningen er på gamle scene, hvor orkestret sidder oppe scenen, og hvor musikerne er placeret midt inde i en rutsjebane. Kragerups bud på denne opera foregår ikke i et kæmpe palæ men i et nedslidt tivoli.

Det fungerer godt. Den økonomisk trængte forlystelsespark er et godt sted at lade operaens temaer om tiltvungen jubel, politik på arbejdspladsen og barske lektioner i hverdag og kærlighed folde sig ud. Ligesom den unge Kasper Holten er Elise Kragerups iderigdom og indlevelse intet mindre end imponerende. Nogle arier bliver sunget inde blandt orkestermusikerne, og dirigent Andreas Spering har mange ekstra indsatser til sangerne undervejs, som fungerer som en scenisk gimmick. Kragerup er opsat på at bruge hele salen og ikke kun scenen, og hun har en evne til at betragte velkendte situationer med friske øjne.

Det største problem ved opsætningen er selve scenografien. Med orkester og dirigent på scenen er der kun få muligheder for at skabe den ægteskabelige intimitet, som denne opera er afhængig af. Kragerup løser lejlighedsvis problemet ved eksempelvis at placere en skærm foran musikerne. Men følelsen af en sprællende jamboree – eller måske endda en venskabelig generalprøve – er tilstede.

Blandt hovedfigurerne er det kun Palle Knudsen (Grev Almaviva ), som synger fremragende og er dramatisk fleksibel i stemmen. Men det lader til, at alle på scenen suger energi fra Kragerups ideer. Anka Briegels Susanna lyser scenen op, Morten Staugaards Bartolo er fuld af komiske detaljer, og Henning von Schulman præsenterer en interessant og alternativ udgave af Figaro, der fremstår mere heldig og uvidende end snu og klog. Det bedste komediespil finder man dog i Palle Knudsens greve som den svedende kontrolfreak af en tivolidirektør, der er bange for at prøve sine egne forlystelser.

Det Kongelige kapel, under Andreas Spering, er hurtige, præcise og minder i stil om den belgiske dirigent René Jacobs særlige måde at forme wienerklassisk musik. Det lyder uhyggeligt friskt, men den konstante sprødhed er til tider på bekostning af det lyriske og fremdriften. Det opsummerer meget godt aftenen som helhed: masser af energi og bid, men denne kærlighedsopera mangler noget sjæl i Kragerups iscenesættelse. Men hvis det er en mangelvare, så er dette en af de mest fantasifulde og mindeværdig mangelfulde opsætninger, jeg har oplevet.

Figaros bryllup / Kgl Teater, Gamle Scene, 3.3.16
Instruktør Elisa Kragerup, dirigent Andreas Spering. Medvirkende er bl.a. Palle Knudsen, Sine Bundgaard, Anke Briegel og Henning von Schulman.

Foto: Miklos Szabo / DKT