Anmeldelse: Jalina Trio

Holdt i mol. Det mørke tonekøn var velvalgt på en aften, hvor styrtsøer af novemberregn gjorde Københavns gader drivende våde. Med tre superromantiske moltrioer på programmet var der derfor al mulig grund til at stemme sindet derefter, i det mindste for et øjeblik, og så krydse fingre for, at der stadig kommer sol efter regn.

Tilbage i 2004 vandt Jalina Trio P2-prisen for bedste kammermusikindspilning. Dengang med trioer af Brahms og Mendelssohn. Helt usædvanligt er den relativt unge trio i dag faktisk bedre kendt i udlandet end herhjemme. Selv om det undervejs er blevet til et par cd’er med nyere værker i trioformatet, har Jalina Trio siden gennembruddet holdt fast i komponisterne fra romantikkens allertungeste vægtklasse. Således også denne aften, hvor sværvægterne Brahms og Mendelssohn i Mogens Dahl Koncertsal blev assisteret af Schumanns en kende lettere sanselighed.

Lad det være sagt med det samme. Jalina Trioens udgave af Brahms’ Klavertrio nr. 3 var en skuffelse. Ufokuseret og med klare problemer med balancen mellem klaveret og de to strygere. Flere gange var trioens mislykkede balanceakt faktisk så grel, at Brahms’ sødmefulde strygertemaer fuldstændigt druknede i det ellers smittende klaverbrus, som Søren Rastogi inspireret sendte i hovedet på publikum. Pizzicatosteder blev kvalt for et godt ord og cellostemmen skulle man mere end spidse ører for at fange linjerne i. Den er ellers så inderlig, når den får lov.
Søren Rastogi ødslede nu ikke med sine klavermuskler, men de to strygersøstre, Janne og Line Fredens, gav ham langt hen ad vejen ikke det intense modspil, som behøves for at bringe Brahms til live. Og så kom Rastogi desværre blot til at lyde, som et forsmået barn der stod og hylede ovre i hjørnet, mens forældrene talte dæmpet og voksent og helt forbi barnet. Og publikum.

Med Schumanns Klavertrio nr. 1 blev der imidlertid skiftet spor. Balancen var genfundet og det samme var de smukke og dybfølte temaer. Schumanns trio er af den slags, der næsten synes forbi, før end den er begyndt. Så stærk er fremdriften, også en mandag aften i hænderne på Jalina Trio. Besværlighederne med at finde fodfæste i Brahms’ vidtspændende musik var som forduftet og erstattet af et sikkert og levende sammenspil. Og så kan det nok være, at Schumann lettede fra nodestativerne og kom publikum i møde på sin allermest charmerende måde.

Var spillet før pausen en blandet fornøjelse, var trioens præstation efter pausen det så sandelig ikke. Ingen slinger i valsen, kun dramatisk og besjælet kammerspil af høj klasse. Her handlede det om 200-års fødselaren Felix Mendelssohns Klavertrio nr. 2. Han var bare et år ældre end Schumann og deres musik ligner da også hinanden i langt højere grad end Brahms’ senere og mere løsslupne toner. Hvor Schumann kan virke som en større drømmer, kan Mendelssohn som ingen anden blande det stormfulde med det rolige. Det tilfører musikken en helt særlig nerve, der ikke er til at stå for, når den først rammer en. Og det gjorde den klokkerent med Jalina Trio bag noderne. Tilmed på charmerende vis og med Rastogi gnistrende i det krævende klaverparti. På den måde blev en aften med rigelige mængder mol og vand lagt i seng af en klart skinnende klavertrio på højden af deres ydeevne.
/Jens Povlsen

Fire ud af seks stjerner

Mogens Dahl Koncertsal 9. november
Jalina Trio (Line Fredens, violin, Janne Fredens, cello, Søren Rastogi, klaver)
Brahms: Klavertrio nr. 3, c-mol op. 101
Schumann: Klavertrio nr. 1, d-mol op. 63
Mendelssohn: Klavertrio nr. 2, c-mol op. 66

Foto: Anders Hjerming