Anmeldelse: Kollektivt spildevand

Spiller man noget fra repertoiret, ved man hvad man får. Det er ofte noget af et gamble, når man bestiller et nyt værk fra en komponist. Tidligere på ugen aflyste Sjællands Symfoniorkester uropførelsen af et orkesterværk af 63-årige Ole Buck, da det efter komponistens revidering af værket pludselig ikke matchede orkesterledelsens opfattelse af, hvad publikum forventede at høre.

Til søndagens koncert på Operaens intimscene Takkelloftet skulle et værk komponeret af ikke færre end tre komponister uropføres. “Bang on a Can” kalder de tre New Yorkere sig kollektivt: David Lang og ægteparret Michael Gordon og Julia Wolfe. De har masser af samproduktioner bag sig, så det burde ikke være helt ud i den blå luft, at bede netop dem skrive et værk til Ars Nova og Athelas Sinfonietta, vores førende specialister i ny musik.
Det lidt over fem kvarter lange værk hedder ‘WATER’ og består af otte dele (1, 4, 5 og 7 af Lang; 2, 3 og 8 af Gordon; 6 af Wolfe). De kvalitetsmæssige tyndgepunkter er, hvor koret dominerer – især Lang med sine indtrængende vokallinjer når i særlig grad ind under huden på én. Langs ydmyge ‘Give me’ (for tre tenorer og tre bassangere), med den enkle tekst “give me a glass of water” repeteret om og om, er langt mere effektiv i sin naivitet og klangskønhed end de totalt overlæssede ‘Heavy Water’ og ‘Prayer for Rain’.

Generelt for de tre komponisters bidrag savnes en økonomiseren med de musikalske midler: både i henhold til timingen af højdepunkter og af instrumentsammensætningen i de forskellige passager. Og når det stod værst til som i del 2, Gordons ‘Heavy Water’, lød det som et gymnasieensemble – ikke at Athelas spillede dårligt, men fordi komponisten havde tildelt musikerne melodilinjer, der mindede om en høne, som havde fået hugget hovedet af og dansede febrilsk omkring, og denne hvileløse kaglen ledsagedes af et irriterende ostinato i klaveret med paralelle kvinter.
Det begyndte ellers så godt: ‘My Soul’ for fire kvindestemmer og et diskret backingband bygger op med nogle få nøje udvalgte toner, som til gengæld udnyttes maksimalt og skyller ind over os med sangernes toner i hælene på hinanden som en nænsom brændings vuggen frem og tilbage. Jeg manglede dog mere distinkte ansatser fra sangerne, og deres respektive stemmer kunne godt have været mere forskellige fra hinanden.
3. del af ‘WATER’, ‘He Saw a Skull’ med tekst fra den jødiske hellige bog Talmud, virker overraskende godt med sine svimlende klangvirkninger med koret. Her viste Ars Nova fuldstændig overskud i en korsats, hvor tungen virkelig skulle holdes lige i munden for at synge rent og ikke snuble over hinanden i glissandi og forskudte indsatser. Igen var det vokalmusik, der ramte plet, og hele ‘WATER’ ville have givet en langt bedre helhedsindtryk, hvis man havde barberet halvdelen af satserne væk og måske have ladet David Lang stå for hele værket.

Uropførelse med Ars Nova Copenhagen og Athelas Sinfonietta Copenhagen af Bang on a Cans ‘WATER’. 1. februar på Operaens lille scene, Takkelloftet.

prm