Anmeldelse: ‘Lucretia’

Benjamin Britten (1913-1976) er én af de mest interessante komponister fra det 20. århundrede. Især når det gælder hans operaer, er hans sans for at skrive melodier og sammensætte harmonier tiltalende for et moderne øre. Der er også skæverter i Brittens værkrække, og blandt dem tæller ‘The Rape of Lucretia’, som i øjeblikket spiller på Det Kgl. Teater, her under en forkortet titel ‘Lucretia’.

Man har her valgt at anvende førsteudgaven af operaen, som komponisten ellers forkastede og aldrig vendte tilbage til. Men det mente den danske instruktør Veronica Kær var forkert, da historien om voldtægten af en romergenerals kone Lucretia oprindelig ikke så entydigt omhandlede ufrivillig kønsakt. Kær mener snarere, at Lucretia har fortrængt sine egentlige ønsker og lyster, og hun i virkeligheden har hungret efter sin overfaldsmand (?) Tarquinius.

Men alt det rent intellektuelle tankespinderi kommer til at virke uvedkommende i et musikdrama, der fra komponistens hånd er så fuld af tomgang, alt for kunstigt poetiske replikker, rodet scenegang, kun delvist vellykkede sangpartier og bare ikke er helstøbt.

Der er ellers tilløb til rigtig mange spændende ting undervejs, især i det instrumentale. Athelas Sinfonietta Copenhagen afløser i denne forestilling Det Kgl. Kapel i Gamle Scenes orkestergrav, og de gør Brittens partitur stor ære. Den sitrende, lavmælte uro i 1. scene kronet af harpens cikade-agtige natterastløshed, får én ud på stolesædet for at lytte grådigt efter alle detaljerne. Her blev skabt en sælsom tysthed af høj intensitet (som fik alle publikums host til at lyde som små tordenbrag).

I rollen som den ene af to fortællere, der hele tiden er på sidelinjen og kommenterer stykkets handling, har vi Michael Kristensen. Denne anmelder har ikke oplevet ham bedre end i dette parti, særligt i 1. akt før de egentlige hovedaktører kommer i fokus. Kristensens stemme fungerer godt sammen med den transparente instrumentalklang, og det flertydige ved hans karakter var også især en fornøjelse i samme akt. Senere overspillede han lidt, og kom til at fylde for meget i forhold til centrale figurer som Tarquinius. At de to fortællerroller overhovedet får tildelt så mange replikker, svækker librettoens slagkraft.

Historien er ganske enkelt for tyndbenet – der koges suppe på for lidt, og det er sangernes øgede sceniske aktivitet også et tydeligt symptom på. Hvorfor skal en så karismatisk sanger som John Lundgren (Tarquinius) have Michael Kristensen rendende i røven, efter at manden har taget dydige Lucretias dyd? Fordi Britten ikke har givet hovedpartierne nok at synge, og fordi historien ikke holder.

Scenografien er et af lyspunkterne i Det Kgl. Teaters opsætning. Kulisserne er kreative og overrasker fra tid til anden. Samtidig kan man – i en så langtrukken affære (‘Lucretia’ varer ellers kun ca. 2 timer) – ikke lade være med at tænke, at man pumper forestillingen med ekstra sceneudstyr for at maskere hvor ringe forlægget er.

prm