Anmeldelse: Otello

Sangerholdet og iscenesættelsen er på det jævne i Det Kongelige Teaters ’Otello’, som dog har store lyspunkter. Det Kongelige Kapel er i topform og den amerikanske Raymond Very leverer en ægte Verdi-tenor.

Af Per Rask Madsen

Når tæppet går ned for sidste gang i Den Kongelige Operas nye ’Otello’, er man mæt af skønne og dramatiske sangtoner og orkesterklange. For en stand glemmer man, at forestilingen før pausen var på det jævne.

Hvis Den Kongelige Opera mener at have sat det bedst mulige sangerteam til en ’Otello’, så har de altså ikke et solistensemble, der er godt nok til Verdis sidste drama.

Ude fra havde man hentet den amerikanske tenor Raymond Very til titelpartiet, og selvom han blev meldt indisponeret, gennemførte han aftenen upåagtet og var klart den mest Verdiske sanger den aften med den helt rigtige klang, intensitet og tenorsmæld. Skuespilmæssigt var han en glimrende Otello med hvileløst sind og nerverne ude på tøjet. Stik modsat af John Lundgrens underspillede skurk, Jago, som var aftenens største skuffelse, når man har oplevet ham i titelrollen i ’Wozzeck’ og som Posa i ’Don Carlos’. Selvom Lundgren besidder volumen nok i sin baryton, mangler han kerne og fylde til Jago, og personinstruktionen af ham modarbejdede på sin vis hans spil, så det skurkagtige i ham blev for antydet og stift.

Den mest lovende danske sopran i øjeblikket, Ann Petersen, har primært slået igennem med Wagner, og har sin sangtekniske perfektion til trods ikke en helt færdigudviklet Desdemona i sig endnu. Den mistanke om utroskab, som Otello er ved at brænde op af, kunne Ann Petersen godt have været et mere tvetydigt og ikke så renfærdigt modspil til. Til gengæld overgiver man sig totalt til hende i Maria-bønnen, og lige her lykkedes forestillingen faktisk bedst: hendes mesterlige bekendelser i et konstant nærværende og intenst piano, scenografien med et ti meter højt spejl formet som haleroret på et fly, det kæmpe store hvide lagen hun udånder på, Raymond Verys forvandling fra tilsyneladende øm husbond til morder.

Mange steder kunne sangerne have brugt mere hjælp fra iscenesættelsen, så replikkerne og handlingen virkede mindre tung. For ofte vandrede ens tanker i 1. og 2. akt, hvor scenografien er for kedelig og bar.

Blandt birollerne imponerede især Henning von Schulman med en sjælden klangfuld og myndig basstemme i rollen som senatsrepræsentanten Lodovico. Schulman studerer på Operaakademiet og er lidt af et fund, som man kan håbe bliver en fast del af Det Kongelige solistensemble.

Et andet sikkert kort i forestillingen er Det Kongelige Kapel, som var en aldrig svigtende partner for sangerne, de spillede stramt og med flotte dynamiseringer lige fra de drønende passager til de helt udtyndede kammerspil under Pier Giordio Morandi.

Skal jeg anbefale denne ’Otello’, er det for at høre Verdis storslåede musik med et Kapel i topform og for at opleve Raymond Very, Ann Petersen og Henning von Schulman.

3 ud af 6 stjerner

OTELLO
Hørt og set i Operaen den 1. okt.
Dirigent: Pier Giorgio Morandi
Instruktion: Nicola Raab
Scenografi: Ashley Martin-Davis
Sangere: Raymond Very (Otello), Ann Petersen (Desdemona), John Lundgren (Jago), Michael Kristensen (Cassio), Henning von Schulman (Lodovico) m.fl.
Spiller 5. 9. 13. 18. 22. oktober samt 12. 15. 19. 23. November

Foto: Miklos Szabo/DKT