Anmeldelse: {Pliiiinggg…}

Pliiiinggg … Smag engang på ordet. Sig det et par gange og du har en idé om, hvordan det lød første aften på todages-festivalen med det ganske velklingende navn. Men kun hvis du samtidig lader fantasien tilføje et væld af lyde fra instrumentklapper og mundstykker af messing, der bliver slået på med flad hånd. Glem ej det arrige hvæs fra en kat, der bliver trukket i halen …

Minifestivalen er en engangsforeteelse. Stablet på benene for på to majaftener at sende tre komponiststuderende ud af Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med manér. Fine folk fra London Sinfonietta var derfor fløjet ind, og med dem ved nodepultene kunne de tre nyslåede komponister være fint tilfredse. For det kræver sine musikere at indløse billet til komponisternes mildest talt ufremkommelige toneverdener.

Guider så fornemme som dem fra London er ikke hverdagskost herhjemme. Slet ikke til afgangseksamener, men på den anden siden – det er de tre debuterende herrer heller ikke. Rune Glerup kan man blandt andet finde som dirigent for det elektroniske ensemble Contemporánea, mens Nicolai Worsaae og Christian Winther Christensen huserer i det noget mere vildtvoksende komponistkollektiv Dygong. Tre herrer der altså endnu ikke har fundet sig til rette i en traditionel koncertsal som konservatoriets. Desværre, for torsdag aften betød det, at salens store rum ustandseligt udvandede de intense oplevelser, komponisternes nidkærhed og store ambitioner fører med sig på steder med lavere til loftet.

Det er komponisterne selv der har fundet på at binde deres afgangseksamen sammen til en minifestival. Men fordi man kan få sådan én på benene, betyder det trods alt ikke, at man er enige om, hvordan musikken skal lyde. Bundforskellige er deres udtryk, men skulder ved skulder står de alligevel, enige om at sparke tonaliteten langt pokker i vold. I stedet bevæger de nyuddannede sig derud, hvor de færreste lytterører kan finde genklang blot ved første overhøring af den hærskare af effekter og vilde lyde, der kæmper om pladsen på deres nodeark.

Til start blev luften sat i svingninger af Worsaaes ’Brutalized Beauty’. Et værk rigt på modsætninger – på en gang sløvt og hurtigt i optrækket. En udgave af skønhed hvis klodsede og bastante føleri trist nok aldrig blev nær så råt, som værkets titel lokkede med. Øjeblikket efter blev kluntetheden heldigvis afløst af Glerups magiske støvfanger ’dust encapsulated #2’ fra 2009. Aftenens klare højdepunkt med ganske kontante og indbydende kvaliteter. Også Glerups efterfølgende ’La Rose pulvérisée’ i ni genstridige, korte satser for fløjte og violin var forførende. Ærgerligt nok skulle man helt hen til koncertens allersidste værk for at komme på højde med Glerups imødekommende kvaliteter – Worsaaes ’Du hast gesagt’ hvis Karl Marx-citat i munden på den fortrinlige tyske sopran Helene Lang ganske effektivt lukkede ned for dag 1 med de nu solistuddannede komponister.

Derimellem blev skæve indfald i ét væk forvekslet med originalitet, og de imødesete provokationer, man kunne forvente af tre herrer så solidt plantet i det danske undergrundsmiljø, viste sig tilmed at være ganske tamme. Ikke desto mindre nåede undergrunden torsdag aften op til overfladen i konservatoriets koncertsal. Om den lige foreløbigt ses i de rammer igen er dog mere end tvivlsomt. Måske først når traditionen ikke længere er til for blot at brydes.
Jens Povlsen

To ud af seks stjerner

Nicolai Worsaae, Rune Glerup og Christian Winther Christensen: {Pliiiinggg…}
London Sinfonietta, dir. Baldur Brönnimann
Musikkonservatoriets Koncertsal. Torsdag d. 20. maj 2010

Foto: Bjarke Ørsted