Nyhed
At stirre ind i myggelyset | Koncertanmeldelse Philip Glass Ensemble
23. maj 2016
4 ud af 6 stjerner
Af Sune Anderberg
Hvis den europæiske klassiske tradition var et teaterstykke, ville meget af det foregå ude i en tysk skov med høje stammer. Hovedpersonen ville være den hårdt prøvende komponist – geniet – der med dramatiske armbevægelser ville slås med sig selv og skovens spøgelser for at finde frem til essensen af menneskets væsen.
Det er derfor, det er så fremmed og underfundigt at sidde til en koncert med Philip Glass Ensemble. For ‘Music in Twelve Parts’ (1971-74) er lyden af enarmede tyveknægte i Vegas og éndollar-burgere langet over disken på Manhattan. Alting i en rygende fart, udfoldet med stor stringens og systematik. ‘Rod I bare rundt ude i skoven, I kunstnere fra den gamle verden; have fun’.
De syv musikere sidder i en cirkel på en sort, kvadratisk scene midt i en af de nedlagte skibshaller ud for Kronborg Slot i Helsingør. Tre af dem, heriblandt 79-årige Glass selv (foto), spiller akkordbrydende mønstre på elektriske orgler. Tre andre dekorerer med saxofoner og fløjter de uendelige systemer i ‘Music in Twelve Parts’ med repetitive melodier, gerne holdt i et pentatont og folkeligt leje. Den sidste, sangerinden, bryder i maniske ord, der lyder som ‘Lu-cy’, ‘Ba-bu’ og ‘No se-cre-cy’, op i pingpong-gentagende tertser, kvarter og kvinter.
Regelmæssigt bøjer Glass sig fremover og indikerer, at nu skal de videre til en ny variation, hvor der enten lægges lidt til eller trækkes lidt fra i hver af de tolv satser. Pulsen fortsætter, men trykket vandrer. Pludselig skifter de uden varsel til en ny sats, der er i samme familie, men enten er mere jublende eller aflukket. Inklusive tre pauser sidder vi i skibshallen i over fem timer, mens aftensolen går ned oppe på den anden side af loftsvinduerne.
Der er en del hakken i opførelsen, det er i princippet umuligt at holde koncentrationen for musikerne. Menneskeligheden viser sig alligevel i de mekaniske mønstre. På den måde er værket fuldt af modsætninger, og minimalismens udtryk fortjener uden tvivl sin plads i musikhistorien som et af de mest originale udtryk overhovedet. Men allerede i 1974 var stilen ved at være fuldbragt og udtømt, og man kan ikke undgå at høre den mæthed i dag. Det er med en mærkeligt tom opstemthed, man går mod stationen ved midnat.
Tilbage i tresserne og halvfjerdserne blev minimalismen hånet af eliten, men i dag har den og dens efterfølgere sejret. Tronen klæder ikke nødvendigvis musikken; den lød bedre, da den var drilsk og opsætsig. Nu er det noget, man betaler knap 900 kroner for at høre fra et plasticsæde i en ombygget skibshal. Engang virkede det befriende, at Glass gjorde op med komponistrollen, men nu er det også lidt irriterende med al den selvsikkerhed, og jeg sad og længtes efter vandringer i den tvivlende skov. Med musikhistoriske briller på var det en stor aften, men når man tog dem af, falmede eftersmagen.
Fredag den 20. maj – Kulturværftet i Helsingør
Philip Glass Ensemble: ‘Music in Twelve Parts’
Foto: Mathias Vejerslev
