Nyhed

Carl Nielsen-koncerter udskudt

“Nodestativer søger musikere”. Sådan har DR’s annonce nok ikke lydt, men øget tilgang af musikere er DR SymfoniOrkestret i disse dage ganske interesseret i. Orkestrets planlagte Carl Nielsen-festival, som skulle være afviklet i oktober/november, er nu blevet udskudt. Årsagen er akut mangel på musikere: Man har ikke kunnet nå, at besætte 12 ubemandede orkesterstillinger, og det er for dyrt at hyre assistenter.

I december fortalte DR SymfoniOrkestrets chef, Ole Bækhøj, ellers stolt, at man nu endelig havde økonomien til at fylde bemandingen op, så orkestret igen kunne udgøre et fuldt symfoniorkester. Men det viser sig nu, at penge ikke er nok: »Koncertrækken er desværre udskudt, da den krævede et 100 % bemandet orkester, og det har vist sig, at processen omkring den internationale rekruttering af musikere har taget mere tid end beregnet«, udtaler Ole Bækhøj til Berlingske Tidende.

Man kan ikke undgå at tænke, om den ærgerlige situation skyldes dårlig planlægning. Hvorfor er det overhovedet kunnet komme så langt? En markant nedjustering af de helt store internationale gæstesolister i den kommende DR-sæson er også en varm kartoffel. Hvad er mon det næste, der bliver udskudt, aflyst eller sparet væk?
prm

Til Berlingskes artikel om aflysningen

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER