Cd-anmeldelse: ‘Tintin: Enhjørningens hemmelighed’

Vi er mange, der har gode minder med tegneserien Tintin. Nu er der kommet en animationsfilm, lavet med den såkaldte motion capture-teknik, hvor rigtige skuespillere filmes og deres bevægelser så ligger til grund for animationerne.

Vi skal her fokusere på musikken til ‘Enhjørningens hemmelighed’, som i modsætning til mange nyere film spilles af akustiske instrumenter. Mesteren John Williams står bag partituret og dirigerer det selv på indspilningen. Han vælger både mindre ensembler og de helt store symfoniske udtræk til at skildre Tintin-universet.

Cd’en åbner med dets måske bedste kort, som er et rytmisk uroværk, der egentlig ikke lyder som typisk John Williams, men som er mere raffineret og detaljeorienteret. De klagende saxtoner, cembalo-farvningen, jazzy walking-bass og trompeter med dæmpere, uhyggelige rørklokker – det hele skaber en ulmende detektivstemning i et godt kammerbandformat. En god start.

Senere finder Williams den brede pensel frem. Og selv John Williams kan ikke sige sig fri for at bruge af filmmusikkens klichéer. Det gennemgående ledemotiv i Tintin-musikken er endda næsten under hans standard.

Williams leverer suspense, sødme, komik, virtuositet eller hvad der nu passer til billedsiden. Det er også kendetegnende for dette partitur, at det er ledsagemusik, ikke koncertmusik: Der er for få lag eller elementer i musikken til at lytte på. Og det gør, at cd’en primært er for hardcore Tintin-fans. Sæt hellere Niels Marthinsens nye cd ‘Snapshot Symphony’ på, hvis du skal have et Hollywood-brag i sofaen.

En af Tintin-cd’ens store attraktioner er ikke af John Williams, men af Gounod: Den i tegneserien ulidelige og karikerede diva, Bianca Castafiora, synges her af en ægte stjerne, Renée Fleming, og det gør hun formidabelt med arien ‘Je veux vivre’ fra Gounods ‘Romeo og Julie’, der – tegneserien tro – ender med knuste glas.

/Per Rask Madsen

3 ud af 6 stjerner

John Williams: The Adventures of Tintin
Sony 88697975882