Nyhed

Cd’er 2011: Ny musik der gjorde indtryk

Musikken på Ondines cd med værker af årets modtager af Leonie Sonnings Musikpris, Kaija Saariaho, kan minde om den i gyserfilm. Al form for munterhed og dur-tonalitet er skyllet væk af en lurende … ja, hvad egentlig? Kaija Saariahos klarinetkoncert og orkesterværket ‘Laterna Magica’ lyder uhyggelige, de er ikke tonale, men vi kan genkende tonale harmonier og melodistumper. Så musikken bygger på noget velkendt, alment menneskeligt – følelser.

Saariaho er altså ikke mærket mere af sine læreår i spektralmusikkens skygge i Frankrig, hvor hun har boet siden 80’erne, end hun vil kommunikere med sit publikum. Hos en komponist som islandske Atli Ingólfson, der ligeledes har studeret spektralmusik, er musikken langt mere abstrakt og svær at håndtere. Saariaho studerede sammen med sine berømte finske kolleger Esa-Pekka Salonen og Magnus Lindberg (pt. huskomponist hos New York Filharmonikerne), og et vist klangfællesskab med især Lindberg kan høres på nærværende cd. Han er også en kommunikator, men også noget af en showman. Det kan man ikke beskylde Saariaho. Orkestermusik kan nemlig godt være intim musik, hvis det står til Saariaho, der er en finessens mester. Da hun holdt takketale i DR Byen, lignende hun mere en læge ved en konference end en komponist. Men sanseligheden og det æstetiske er i den grad til stede i hendes musik.

Per Rask Madsen

Kaija Saariaho: D’om le Vrai sens, Laterna Magica, Leino Sange
Kari Kriikku (klarinet), Anu Komsi (sopran), Det Finske Radiosymfoniorkester, dir. Sakari Oramo.
Ondine 11732

Hør en liveoptagelse af Saariahos klarinetkoncert

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER