Nyhed
Charmeoffensiv i Kina
15. marts 2011
15. marts 2011
Sjællands Strygekvartet er blevet spottet af kinesiske talentspejdere til at turnere i Kina. WU Promotion blev begejstrede over kvartettens indspilning af musik af Paul von Klenau, men selve det kinesiske publikum skal man ikke forvente en overstrømmende modtagelse af, da det er kendt for at give en noget lunken applaus.
De fire danske strygermusikere skal deltage i at opdrage kineserne til kammermusik. Og da de lokale ikke er velbevandrede i genren, introduceres de til den med elskede værker af Mozart, Dvorák og Ravel. Som ekstranummer sniger Sjællands Strygekvartet en sats af Anders Koppel med i nodetasken.
Turnéen starter i denne måned og inkluderer seks koncerter. Første stop er Beijing, sidste er i Shanghai Cultural Art Center. Ud over krav til repertoiret fik ensemblet desuden at vide, at de ikke må sige fornærmende ting om regimet, fortæller Anne Søe Iwan fra Sjællands Strygekvartet.
Foto: Per Morten Abrahamsen
FLERE NYHEDER