De dybe celloers nat | Koncertanmeldelse

Hvad sker der, når man samler 16 af verdens bedste cellister på samme scene? Andreas Brantelid var til cellotræf i Dresden.

Af Jeppe Rönnow

Det er celloens år i Tyskland, og derfor havde den Dresden/New York-baserede cellist og festivalleder Jan Vogler samlet verdens mest markante cellister til ‘Cellomania’ som en del af Dresden Musikfestival – der hvert år finder sted i den sachsiske hovedstad blot to timers kørsel sydøst fra Berlin. Det Kongelige Kapel fløj såmænd herned til åbningskoncerten i begyndelsen af maj, og den danske cellist Andreas Brantelid var kommet i godt selskab. Navne som John Elliot Gardiner, Elisabeth Leonskaja, Janine Jansen, Artemis-kvartetten, Hilary Hahn, Bryn Terfel og Ivan Fischer optræder i år, foruden verdens allerbedste symfoniorkestre.

‘Cellomania’ var en lidt skør, men pragtfuld idé – for ørerne blev virkelig åbnet for hvor forskelligt en cello kan klinge, alt efter solisten. Svenske Frans Helmerson havde for eksempel en lidt kedelig tone i Rachmaninovs berømte ‘Vocalise’, hvor Alban Gerhardt formåede at få vildskab i sin cello, da han fremførte Ligetis cellosonate. Særligt interessant var det, at Andreas Brantelid, sammen med kollegaen Mischa Maisky, var den, som havde den varmeste klang – Mjaskovskijs anden cellosonate (fra 1948) lå rigtig godt til danskerens bløde tone. Den russiske melankoli og senromantiske længsel kom tydeligt frem i en intens andensats, som gjorde det ekstra tungt at tænke på, at komponisten netop var blevet bandlyst af sovjetsystemet; sammen med Sjostakovitj, blandt flere.

Brantelid skilte sig ikke bare ud i en enkel, hvid bondeskjorte, uden jakke, men også ved at kommunikere mere med pianisten end de fleste andre solister. I kammermusik er kropssproget essentielt, og musikaliteten blev forstærket af et tæt sammenspil.

En stor mængde celloer danner et perfekt lille strygeorkester, og ‘Hymnus’ af Julius Klengel viste netop, hvor smukt og rørende tolv celloer kan spille sammen. Men afslørende er det, når store solistnavne som Mischa Maisky, Alisa Weilerstein og Ralph Kirschbaum pludselig skal træde ind i et ensemble som sidemænd frem for solister. Især Maisky krympede sig lidt ved det, hvor det lå mere naturligt for en musikpersonlighed som Brantelid eller Weilerstein at være en del af en gruppe.

Et særligt indtryk gjorde tre unge fremadstormende cellister fra henholdsvis Armenien, Spanien og Østrig, der alle havde vundet den russiske Tjajkovskij-konkurrence. Samlet til lejligheden satte de ild i celloerne i Giovanni Sollimas ‘Terra Danza’ fra 2003, der havde et inciterende rytmisk drive og udnyttede celloens klangmuligheder til fulde: både i højden (som en sart violin), i dybden, som trommekasse og med fuld skrue på buen – så der opstod distortion.

Det var forfriskende med den relativt nyskrevne musik, for jeg savnede netop flere nyere kompositioner på en aften, hvor det romantiske repertoire var i centrum. Hvorfor vi skulle høre Saint-Saëns’ noget fortærskede ‘Svanen’ med Jan Vogler ved buen, forstod jeg ikke.

Men det gav mening igen, da alle 16 cellister stimlede sammen til Bachs ‘Air’ som ekstranummer, og den særdeles intense og varierede koncert sluttede efter små fire timer. Der var nok samlet lakeret træ og strenge for et trecifret millionbeløb denne aften – og celloer i de rette hænder lyder netop som en million. Eller mange.

Cellomania
Kulturpalast Dresden, Tyskland, 21.5.18

Læs også: Mesteren af sjælemættet underdrivelse | Pladeanmeldelse