Den klassiske koncerts ti dogmebud

Trænger de klassiske koncerter til nye spilleregler? Accordeonisten Andreas Borregaard foreslår ti skrappe dogmer, der skal forny musiklivet.

Af Jens Cornelius

I efteråret lagde accordeonisten Andreas Borregaard et forslag ud på sin hjemmeside: ti dogmer om en ny klassisk koncertform. Udgangspunktet er den berømte Dogme 95-bevægelse i dansk film, et broderskab af instruktører, der forpligtede sig til at overholde en række strenge påbud for deres filmproduktion. Resultaterne var mildt sagt succesfulde, dogmefilm som ‘Festen’, ‘Idioterne’ og ‘Italiensk for begyndere’ blev et vendepunkt for dansk film.
»Måske har den klassiske musik også brug for en omkalfatring?«, spørger Andreas Borregaard. »Man har i en del år talt om, at den klassiske musik skal “ud af de støvede koncertsale” og ind i nye rammer. Men måske er der ikke meget vundet ved blot at skifte kammersalen ud med designercaféen og i øvrigt lade essensen af selve koncertsituationen stå til. Kunne man forestille sig at underlægge klassiske koncerter – og ikke mindst musikere – en række kyskhedsløfter, som har med håndteringen af det reelle indhold at gøre? En slags Dogme 15-manifest, der styrker adgangsvejen til den kunstneriske oplevelse?«, skriver han.

Frigør den kreative energi
Over en café latte i et dogme-agtigt papkrus uddyber Andreas Borregaard sin idé:
»Dogmerne er tænkt som en udfordring, ikke som endegyldige bud, der skal definere den perfekte koncertform de næste 100 år. Men det kunne være enormt sjovt og spændende, hvis det blev konkretiseret. Altså hvis man lavede certificerede dogmekoncerter«, siger han. »Vil man kunne frigøre kreativ energi med de her benspænd? Dogme-filmene var jo ikke blevet, som de er, hvis der ikke var stillet certificerede krav. Og i dag er et dogme som håndholdt kamera jo så udbredt, at man ikke længere lader sig mærke af det«.
Har du opbakning til dit forslag?
»Det tror jeg. Jeg vil prøve at få et antal højt besungne aktører gjort interesseret og har allerede fået mange positive tilbagemeldinger. Men jeg har også fået mere blandede reaktioner. Ikke-klassiske musikere undrer sig over forbuddet mod visuals, og klassiske musikere er ikke meget for at præsentere musikken mundtligt fra scenen«.
Forestiller du dig, at musikerne skal holde foredrag om deres valg af repertoire?
»Ikke nødvendigvis på selve koncertscenen, men når musikerne taler om deres repertoirevalg, viser det publikum, at de er mennesker ligesom dem selv – og så bliver oplevelsen af musikken endnu stærkere. Men meningen er at provokere musikerne til at spørge sig selv, hvad det er, de laver. Hvorfor vælger man de værker, man spiller? De skal tænke sig om, så de er i stand til at svare, hvis de får spørgsmålet«.
I praksis bliver et koncertrepertoire jo tit valgt af ret jordnære årsager, for eksempel efter hvad arrangøren gerne vil høre. Er det ikke et naturligt princip at spille på opfordring?
»Jo, der er lavpraktiske foranstaltninger, som gør, at man må træffe visse valg om, hvad man spiller. Men er det egentlig godt nok? Vi må i gang med at formulere, hvad det er, vi musikere kan tilbyde folk. Debatten har handlet for meget om rummet i stedet for om koncertens indhold«.

De ti dogmebud lyder således:
1.
Musikerne skal til enhver tid kunne redegøre for, hvorfor de finder musikken, de spiller
a) tiltrækkende og b) samtidsaktuel og værd at opføre.
2.
Musikerne skal præsentere musikken mundtligt til publikum, og musikerne står personligt til regnskab for disse mundtlige præsentationer.
3.
Benævnelse af leksikale fakta om komponister eller musikværker er kun tilladt, hvis de forbindes direkte til musikkens udtryk.
4.
Musikerne skal til ethvert sted i ethvert musikværk kunne redegøre for, hvilken stemning de med musikken ønsker at skabe i rummet eller i publikum.
5.
Ingen traditionelle cv’er i koncertprogrammet. cv’er bør generelt undgås i koncertprogrammet, men såfremt de medtages, skal de skrives i første person ental, og følgende ord og sætningsdele er bandlyst: “fremadstormende”, “grænsesprængende”, “en af de mest”, “en af sin generations mest”, “studeret hos”, “masterclass”, “priser” og “legater”.
6.
Enhver koncert skal indeholde mindst ét nyt værk (som nye værker anses værker, der er yngre end eller jævnaldrende med musikerne).
7.
Enhver koncert skal som helhed udgøre et dramaturgisk gennemtænkt forløb.
8.
De fysiske omgivelser bør om muligt understøtte musikkens udtryk. De må dog ikke genere eller tage fokus fra musikken; staffage skal for alt i verden undgås.
9.
Brug af visuals/VJ’s er forbudt
10.
Enhver koncert skal afrundes med organiseret, men afslappet mulighed for samtale mellem publikum og musikere.

Foto: Caroline Bittencourt

Læs 10 bud på ny koncertform