Nyhed
»Der var intet planlagt på forhånd«
31. maj 2018
31. maj 2018
I starten af maj fik den hollandske instruktør Annechien Koerselman besked på, at hun skulle stoppe sit arbejde med Wagners ‘Nibelugens Ring’ i Odense. Begrundelsen var »kunstnerisk uenighed« og »utilfredsstillende resultater«.
Af Nikolaj Skinhøj
I dag står Annechien Koerselman tilbage med en oplevelse af, at Odense Symfoniorkesters musikchef, Finn Schumacker, har tegnet et forvrænget billede af, hvad der egentlig skete i forløbet op til fyringen.
Her er Annechien Koerselmans version:
Hvordan var arbejdet, inden du blev fyret?
»Der var generelt to problemer. Organisationen undlod at styre projektet, og to af sangerne nægtede at arbejde inden for rammerne af mit kunstneriske koncept.
Mit team havde på forhånd lavet aftaler om, hvad der skulle være klar, når vi ankom, fx scenelys, men tingene var ikke blevet bestilt inden vi kom frem. Der ingen kommunikation, så de sidste par uger måtte jeg og mit team løse alle disse problemer. Der var fx en, der skulle bygge et operativsystem, der kunne styre lyset på scenen, men den tekniker, de havde ansat kunne ikke programmere det, så min lysdesigner måtte gøre det i stedet. Der var intet planlagt på forhånd, hvilket var meget frustrerende.
Jeg møder ofte en smule konflikt som instruktør, og normalt bakker ledelsen op om ens koncept og beslutninger, men i dette koncerthus var det omvendt«.
Hvad mener du, at der gik galt?
»Alle freelancerne der skulle stå for teknik og stagemanagement startede samme dag, som sangprøverne gik i gang. De fortalte mig, at de ikke fik honorar for at forberede sig, og nogle af dem vidste end ikke, hvad ‘Ringen’ handlede om. De havde aldrig hørt om operaen!
Når jeg skulle indstudere en entré eller en exit med en sanger, lå der løse kabler på scenen, og det var virkelig usikkert. Jeg arbejde fra klokken ni om morgenen til 21 eller endog til midnat. Jeg var nødt til at arbejde meget hurtigt, da jeg kun havde fem dage til at indstudere ‘Valkyrien’, og når du er under så stort et tidspres, siger du tingene meget kontant, og folk omkring mig blev derfor frustrerede og vrede«.
Hvad skete der, da du konfronterede Finn Schumacker med disse problemer?
»Han fyrede mig. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og det kom også som et chok for alle sangerne og orkestermusikerne. Jeg sendte hele tiden e-mails til ham, om hvad der skulle gøres, men der skete ikke noget. Ingen scenearbejdere eller folk i organisationen gjorde noget for at forberede projektet. Og sangerne var end ikke blevet informeret om, at det var en operaopsætning. Flere troede, at det var en koncertant opførelse. Efter to og en halv uge måtte de sende en besked ud om, at det var en fuld operaopsætning«.
Læs også: »Hun havde et andet setup inde i sit hoved« | Interview Finn Schumacker
FLERE NYHEDER