Nyhed
Det regner med Koppel
5. juni 2011
5. juni 2011
Den er en af de mest kendte musikfamilier herhjemme, og den er stadig i fuld vigør. I øjeblikket udsender Koppel-familien en sværm af cd’er. Med celloværker, instrumentalkoncerter, strygekvartetter og musikfortællinger for børn. Både farfar, søn og barnebarn er med på de fire cd’er.
På ’Værker for cello og klaver’ er det barnebarn og farfar, der mødes. Og Amalie Malling og Morten Zeuthen, der giver musikken lyd. Anders Koppel giver nu resten af musikdynastiet baghjul, når det kommer til antallet af udgivelser. For det er hans musik, man kan finde på de tre andre cd’er, som pladeselskabet Dacapo netop har udsendt.
Som komponist beskrives han som sanselig og solidt plantet i både den klassiske europæiske musiktradition, verdensmusikken og den rytmiske musik. Særligt cd’en ’Strygekvartetter og mezzosaxofon-kvintet’ udmærker sig – som den første udgivelse med den specialkonstruerede mezzosaxofon nogensinde. Og netop dén kvintet får anmelderen David Vernier fra hjemmesiden Classics Today til at falde i svime. Med topkarakter til følge:
”Kvintetten er et lækkert, sexet og meget karakterfuldt stykke, der er solidt forankret i jazzens formsprog og samtidig en del af de mest sofistikerede områder af den klassiske musik. Saxofonen er ikke bare med for syns skyld, men står som en integreret del af værket – Anders Koppel har skabt noget, der ikke kun er følsomt, men også fortjener ros og anerkendelse og en plads i det tilbagevendende koncertrepertoire.”
FLERE NYHEDER