Nyhed

»Det var en mørk og stormfuld aften…« | KLASSISK koncertanmeldelse

4 ud af 6 stjerner

Af Per Rask Madsen

Parringen af Mahlers mest bizarre værk og Abrahamsens ligeledes natteskumle orkesterstykker var et godt match i DR Byens fyldte Koncertsal torsdag aften.
En transparent, kort og gådefuld forret efterfulgt af et tungt og sammensat hovedmåltid, begge med lidt over hundrede m/k på scenen.
Chefdirigent Fabio Luisi havde et lynende sikkert greb om Abrahamsens lurende ‘Fire stykker for orkester’ med en timing, som i de mere urolige passager fik DR SymfoniOrkestret til at smælde som piskeslag. De mange statiske plateauer dvælede mysterioso under den 58-årige italieners ledelse.
Kender man Abrahamsens ‘Studier for klaver’ (1983), er det svært at tro, at de tre årtier senere orkesterstykker står på skuldrene af dem. Komponisten tager senromantikkens kæmpeorkester og skaber nattestemninger så tyste, at selv det mindste host flængede luften i Koncerthuset.

Tusmørket og de langsomt drivende skyer og skygger farvede landskabet til lurende og tvetydige fantomer. Koncentrationen hos orkestret var som en Tai Chi-mester. Hvad handlede dette antydningsvise skyggeværk egentlig om? 2. satsen blev gysende skinger og urolig, men ofte stod musikken stille og lod farvenuancer og tætheder changere ganske langsomt. Det kildrede sælsomt med DR SymfoniOrkestrets vågne opmærksomhed.

Mange dirigenter har slået korsets tegn for sig ved tanken om Mahlers 7, og værkets splittethed fremstod også tydeligt i Koncerthuset.
I 1904 færdiggjorde Mahler den tragiske 6. Symfoni og påbegyndte den næste i rækken. Han startede med 2. og 4. sats med betegnelserne nachtmusik inspireret af Rembrandts ‘Nattevagten’. Disse serenader åndede lyrisk med undertoner af en trussel. Mahler udvidede desuden det gigantiske orkester med guitar, mandolin og koklokker, hvoraf førstnævnte var vanskelige at høre i det ellers transparente lydbillede denne aften. Den ekspansive sørgemarch (1. sats, med en omfattende solo af tenorhorn smukt forløst ved koncerten). Her sprang Mahler pludselig tilbage til ånden fra sin foregående symfoni. Og forvirrende nok ender symfonien med en ustyrligt jublende 5. sats, som om intet af det forudgående var hændt. Mahler skulle have omtalt 7. Symfoni som sin mest muntre, og den tanke syntes Fabio Luisi at følge.

For mig ligger værkets hjerte i den hjemsøgende scherzo, som i gode indspilninger lever fuldt op til dens betegnelse som schattenhaft (skyggefuld), der hele tiden afbryder sig selv og resignerer eller vågner angstfuldt op. Men med Luisis højere tempo end det fliessend, nicht schnell, som Mahler foreskriver, og et lysere klangideal tog italieneren Mahler på ordet og lod ironien overskinne angsten, så en del af mørket blev fortrængt – hvilket desværre også gik ud over helhedsindtrykket af symfonien, så udsagnene på en måde føltes postulerede. Men virtuose, afbalancerede, velklingende og veloplagte var symfoniorkestret og Luisi unægtelig.

DR SymfoniOrkestret / Fabio Luisi
DR Koncerthuset 16.2.17
Mahlers 7. Symfoni og Hans Abrahamsens ‘Fire stykker for orkester’.

Foto: Per Morten Abrahamsen / DR

Læs også: Tænkt til et andet orkester i en anden koncertsal | KLASSISK koncertanmeldelse

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER