Nyhed
DG satser på endnu en rockmusiker
13. juni 2014
13. juni 2014
Richard Reed Parry fra det prisbelønnede canadiske rockband Arcade Fire er cd-aktuel med kompositioner inspireret af Steve Reich og Brian Eno. Bag udgivelsen ’Music for Heart and Breath’ står Deutsche Grammophon, hvis ellers klassiske varemærke har blødt op for genrekryds mellem beat og kompositionsmusik. I marts udgav DG en cd med partiturmusik af henholdsvis Bryce Dessner og Jonny Greenwood, der normalt kendes fra rockgrupperne The National og Radiohead. Dessner er producer på Richard Reed Parrys album og medvirker også som musiker.
Parry beskriver ’Music for Heart and Breath’ som en række kompositioner, der bruger de udøvendes lunger og hjerte som pejlemærker at spille efter i stedet for taktarter og rytmer, så resultatet bliver dybt individuelt præget af de konkrete musikere, som i øvrigt spiller med stetoskop i ørerne for at kunne høre lyde fra deres indre organer.
FLERE NYHEDER