Nyhed

DR SymfoniOrkestrets chefdirigent stopper

Rafael Frühbeck de Burgos indstiller sin karriere med øjeblikkelig virkning. Han har skrantet siden marts, hvor han under en koncert i Washington fik et ildebefindende. Dengang oplyste DR SymfoniOrkestret, at der var tale om væskemangel, og at chefdirigenten snart ville være at finde på pulten igen. Men lige siden har de Burgos været sygemeldt. Efter samråd med sin læge stopper han nu sin profesionelle dirigentkarriere, og DR SymfoniOrkestret står uden chefdirigent. Om dette udtaler orkester- og ensemblechef Kim Bohr i en pressemedelelse:
At finde den rette chefdirigent for et orkester som DR SymfoniOrkestret er en meget følsom sag. En topdirigent skal besidde en lang række kvaliteter og så skal kemien mellem orkester og dirigent være virkelig god. Sammen skal orkester og dirigent gennem mange udfordrende arbejdsdage, store koncerter, indspilninger og turneer. Det er som i et ægteskab: kun med stor kærlighed og gensidig respekt lykkes samarbejdet. Vi har et stort arbejde forude, men vi vil ikke forhaste os og afsøger en række forskellige muligheder”.

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER