En Sørensen classic til folket | Koncertanmeldelse

På en aften, der stod i det 20. århundredes tegn, viste Bent Sørensen med sin nye tripelkoncert, at den ny musik har det så godt som nogensinde.

5 ud af 6 stjerner

af Sune Anderberg

Det har taget Bent Sørensen et helt år at skrive Danmarks nyeste koncert for klavertrio og orkester. 25 minutter tog det Trio con Brio (foto) og DR Symfoniorkestret at præsentere den for offentligheden. Går det, som det plejer for ny musik, var det en engangsforestilling; men sikke 25 minutter!

’L’Isola della Città’ – Øen i byen – har så godt som alle afspejlinger af Bent Sørensen i sig. Først og fremmest dansen mellem et romantisk tonesprog og en mikrotonal skurren; grundstemningen i Sørensens værker er oftest en nutidig melankoli. At det samtidig er en dans på tværs af århundreder – Jens Elvekjær citerer undervejs Beethovens klaversonate i As-dur – kender man også fra tidligere arbejder, såsom renæssance-dialogerne med Ockeghem i korværket ’Fragments of Requiem’ (2007) og omslaget til barok i ’Whispering’ (2014) for blokfløjte og orkester.

På et mere lydnært niveau går flere allerede kendte motiver igen i tripelkoncerten. Det gælder både det havmåge-kaglende ekko fra orkesterværket ’Intermezzi’ (2003) – som kræver, at orkestret ud over deres egne instrumenter også spiller på træblokke – og de insisterende tonegentagelser, som dominerer fjerdesatsen af klavertrioen ’Phantasmagoria’ (2007). Den største klanglige nyskabelse i ’L’Isola della Città’ er måske det lige så ejendommelige bølgeskvulp, skabt af sandpapir og gnidning på violinstrenge. Der er masser af billedmateriale i det nye værk, og billederne står skarpt i bevægelsen rundt om det romantiske fundament, som Beethoven-citatet er med til at folde ud. Spillet mellem nye klange og gammel nostalgi er en Sørensen classic.

I mange henseender står den nye tripelkoncert altså på skuldrene af den Bent Sørensen, vi allerede kendte. Idéerne er samlet sammen og videreudviklet til den store scene, som kombinationen af klavertrio og orkester forudsætter. Det er på mange måder en syntese af et livsværk, og kompositionens umiddelbare tilgængelighed må have vundet den 57-årige dansker en del nye tilhængere i aftes. Det er vigtigt, at vores store komponister også skriver værker, som inviterer nye lyttere med ombord.

Den tidligere Malko-vinder Joshua Weilerstein – som nu dirigerer Lausanne Kammerorkester – fik en misundelsesværdigt klar lyd ud af DR Symfoniorkestret. Fin præcision i Sørensens rytmisk vanskelige værk, stor gennemsigtighed i Ligetis klanglige mesterværk ’Atmosphères’ (1961) og elegante sammensmeltninger i Nielsens ’Pan og Syrinx’ (1918) og ikke mindst i Debussys ’La mer’ (1903-05), der stod friskere end nogensinde som afslutning på koncerten. Det var også vovet – og vellykket – at lade Ligeti glide direkte over i Debussy uden pause. Det var i det hele taget en vovet aften med et program, der var mere krydret end sædvanlig, men publikum troppede altså trofast op, så lad os bare få nogle flere af den slags livtag med den – efterhånden ikke længere så – ny musik.

Torsdag den 21. januar, DR Koncerthuset
Dirigent Joshua Weilerstein, DR Symfoniorkestret og Trio con Brio. Nielsen: Pan og Syrinx, Sørensen: L’Isola della Città, Ligeti: Atmosphères, Debussy: La mer.

Foto: Nikolaj Lund