Nyhed
Evigt liv som dukke
5. august 2011
5. august 2011
I august opfører Aarhus Sommeropera ’Korus’ Kabaret’, der er en nykomponeret helaftensforestilling af Erik Bach og med libretto af Adda Djørup.
»Vi har tidligere opført en opera af Erik Bach, og vi kontaktede ham derfor for at høre om muligheden for endnu en«, fortæller David Riddell, kunstnerisk leder af Aarhus Sommeropera. »I løbet af Bachs og Djørups samarbejde kontaktede de filminstruktøren Sidse Carstens, og de tre har sammen skabt en multimedieopera helt fra bunden«.
’Korus’ Kabaret’ handler om familien Korus, der i generationer har haft en kabaret og en magisk evne til at kunne lave lig om til dukker. De har i bogstaveligste forstand deres egne afdøde og verdenshistoriens store skikkelser på lager. Korus har indgået en aftale med figuren ’skyggen’ om, at familiemedlemmer kan leve evigt som dukker, hvis de ikke får børn. Men en Korus bliver gravid og så vælter det hele.
I opsætningen medvirker bl.a. Liv Oddveig Midtmageli, Elsebeth Dreisig, Jens Bruno Hansen og Randers Kammerorkester.
’Korus’ Kabaret’, 11.-27. aug., Helsingør Theater, Den Gamle By, Århus.
Foto: Peter Ravnsborg / Aarhus Sommeropera
FLERE NYHEDER