Nyhed
Farverig komponist fejres
1. november 2012
1. november 2012
Danske komponister, der er født i et år, som ender på et 2-tal, står i kø for at blive fejret. Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Hans Abrahamsen komponerer stadig, men endnu en rund fødselar kommes i hu i november. Povl Rovsing Olsen, som døde for 30 år siden, ville i år være fyldt 90.
Rovsing Olsen studerede hos de berømte komponister Olivier Messiaen og Nadia Boulanger, og komponerede i alt 85 værker inden for de fleste genrer, ofte under påvirkning af fransk, indisk og arabisk musik.
Komponistgerningen var blot ét af Rovsing Olsens talenter. Han uddannede sig til jurist, mens han studerede orgel, og han opnåede international anerkendelse som musiketnolog. En årrække var han embedsmand i undervisningsministeriet. Dertil kom arbejde som aviskritiker og forskellige vigtige poster i musiklivet.
Den 3. november kl. 15.00 er Det Kgl. Bibliotek er vært for en fejring med et seminar og en koncert med musik af Rovsing Olsen og noget af den slags musik, han som musiketnolog var optaget af. Der er gratis adgang til arrangementet.
Foto: Ari Magg
FLERE NYHEDER