Nyhed

Gang i monster-klaviaturet

DR SymfoniOrkestrets huskomponist Søren Nils Eichberg er aktuel med Koncert for Orkester.

Af Malene Wichmann

Søren Nils Eichberg har netop lagt sidste hånd på en ny Koncert for Orkester, som DR SymfoniOrkestret skal uropføre d. 7. marts.
»Jeg har længe haft lyst til at bruge orkestret som ét instrument«, siger han.
»I Koncert for Orkester er orkestret ét kæmpe, virtuost klaviatur, jeg kan spille på, et monsterapparat, der bliver brugt koncertant«.

Det virtuose i forgrunden
For Søren Nils Eichberg har der været stor forskel på at skrive en symfoni og en koncert for orkester.
»I min Koncert for orkester står det instrumentale i forgrunden. Jeg bruger hele farvepaletten, og jeg leger med orkestret på en anden måde, end når man fortæller en historie med et symfonisk digt, eller laver det store landskabspanorama i den lange symfoni. I symfonien er der vægt på formen, i koncerten på det virtuose og instrumentale«, forklarer han.
I værket har han genoptaget en masse idéer, han har samlet sammen gennem de seneste ti år. Små musikalske idéer, temaer og motiver, som han har udviklet med tiden, men som han aldrig har fundet det helt rigtige hjem til. Nu er de blevet en del af Eichbergs nye Koncert for Orkester.
»Jeg kan godt lide at lade idéerne ligge og modne. Materialet vokser, når man lader temaerne ligge et stykke tid, tager dem frem og skriver lidt på dem, og lægger dem på hylden igen, indtil den helt rigtige sammenhæng dukker op«, fortæller komponisten.
Selvom han trækker på mange forskellige idéer, kommer værket til at være en sammenhængende helhed.
»Der bliver en større bue henover det hele. ”Concertare” betyder jo i virkeligheden også at harmonisere eller skabe sammenhæng, så det giver god mening«.

Eichberg live
7. mar. DR Koncerthuset kl. 19.30
DR SymfoniOrkestret opfører Søren Nils Eichbergs Koncert for orkester.

Foto: Henning Harms

Læs KLASSISK interview med Søren Nils Eichberg (uddrag)

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER