Gilberts velsmurte orkestermaskine | Koncertanmeldelse

New York Filharmonikerne var knivskarpe, men ind imellem gik de på automatpilot.

Af Andrew Mellor

Det ikke bare lød anderledes i DR Koncertsalen i sidste uge, det så også anderledes ud. Det besøgende New York Filharmoniorkester foretrak en opstilling, hvor alle musikerne var placeret på gulvet, og de valgte ikke at bruge de podier, som DR SymfoniOrkestret normalt anvender. Alan Gilbert undlod desuden at bruge det sædvanlige sorte dirigentpodie, der ind imellem vakler under fødderne på nogle dirigenter, og valgte i stedet at stå på en solid trækasse. Orkestret så lige så godt ud, som det lød (selvom det er bizart, at der kun er én sort musiker i et New Yorker-orkester på over 100 m/k). Opstillingen så også storslået ud med to sæt pauker og to tubaer bagerst på scenen til opførelsen af Berlioz’ ‘Symphonie fantastique’.

Hvordan lød det så? Du har nok allerede gættet det – STORT. Gilbert så respektindgydende ud på podiet, og han fik en stor lyd tilbage fra sine musikere. Når man betragtede hans bokser-lignende fodarbejde, så var det ikke overraskende, at han havde brug for et robust podie. Teknisk set dirigerer han bedre end nogensinde (han dirigerede alle fem satser af Berlioz-værket uden et partitur). Det samme gælder for hans orkester. New York Filharmonikernes strygere er blandt de mest disciplinerede og silkebløde i verden. Messingblæserne er ikke helt på højde med Pittsburghs ditto, men de er super-egale i klangen – og det gælder også for tubaerne.

Selvom Gilbert med stor dygtighed formåede at balancere dynamikken i orkestret, så manglede der dog indimellem subtilitet. Det var dog ikke et problem i Prokofievs 1. Violinkoncert, hvor den prikkende musik passede godt til de knivskarpe musikere. Frank Peter Zimmermann var solist, og han tog teten og viste vejen. Han var dog ikke bange for at få sine støvler mudret til i Prokofievs mere jordnære passager (det samme gjorte sig gældende i ekstranummeret: en snavset fortolkning af Rachmaninovs Præludie i g-mol transskriberet for violin af Ernst Schliephake). Zimmermann spillede så man fik hjertekvababbelse.

I den efterfølgende ‘Symphonie fantastique’ fik vi en demonstration af, hvad Alan Gilbert kan. Men vi fik også en præstation, der virkede for indstuderet og som lejlighedsvis manglede ømhed. Gilberts håndtering af de nysgerrige stop-start passager i indledningen af ‘Dagdrømme-Passioner’ var helt usædvanlig. Han var i fuldstændig kontrol, når det galt alle de små melodiske bevægelser, og var dygtig til at balancere klangen i sit store ensemble. Kontrabasgruppens klang var ekstraordinær. Gilbert fik valsen i 2. sats op at koge, og den langsomme ‘Scene på landet’ blev igen udført ekstremt kontrolleret.

Berlioz berømte ‘March til skafottet’ blev spillet så kraftig, som man kunne forvente, men det lød samtidig underligt hult. Var det den effekt, som Berlioz var ude efter? Alt i den 5. sats ‘Drøm om en heksesabbat’ gav genlyd af New York Filharmonikernes tekniske genialitet: fugaen blev præsenteret med klarhed, og musikkens galskab blev skarpt eksekveret. Det er næsten umuligt at forestille sig mere præcision i en opførelse af denne sats. Men det er også med til at forstærke, at Berlioz musik undertiden mangler substans og fylde. Desuden virkede det som om, at orkestret ind imellem gik på automatpilot hen imod slutningen af en lang turné. I ekstranummeret fik vi endelig lidt nærvær, da Gilbert på svensk introducerede Berlioz’ ‘Ungarsk March’.

New York Philharmonic
DR Koncerthuset, 7.4.17

Foto: Chris Lee

Læs også: Efter New York – hvad nu? | Portræt af Alan Gilbert