Nyhed
Hæder fra P2
6. oktober 2011
6. oktober 2011
Der var plads til både nye og gamle navne, da P2 i fredags uddelte priser til det forgangne års bedste danske musikere. Seks af dem gik hjem fra festen med en statuette under armen. Lytterne fordelte fire af dem, bl.a. til pianisten Tonya Lemoh (foto) og Sønderjyllands Symfoniorkester.
Tildelingen af to af priserne havde lytterne dog intet med at gøre. P2 Talentprisen gik til den unge sopran Dénise Beck, der lige har afsluttet sin uddannelse på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, men allerede har optrådt på Wiener Volksoper og i operahuse i Salzburg og London. I sin motivering lagde P2 vægt på sopranens ”evne til at brænde igennem over for publikum med en overbevisende virtuositet, en personlig udtrykskraft og et scenisk nærvær, som er sjælden for en ung kunstner, der står ved karrierens begyndelse”.
Den anden prismodtager var til gengæld slet ikke til stede den aften. På forhånd havde barytonen Bo Skovhus fået tildelt P2 Kunstnerprisen. Men stemmeproblemer kom i vejen for det danske verdensnavn. I stedet får Bo Skovhus sin belønning ved en koncert i Mogens Dahl Koncertsal den 30. november. P2 sender koncerten direkte.
Sidste år tog Sønderjyllands Symfoniorkester sejrrigt hjem fra prisfesten. I år gentog de succesen med Årets Orkesterudgivelse med indspilningen af ’Klaverkoncerter af Clara og Robert Schumann’ på Danacord.
Prisuddelingen kan desuden for første gang følges på tv. DR K sender festivitassen søndag den 9. oktober klokken 20, mens den digitale radiokanal DR Klassisk genudsender lydsiden af prisoverrækkelsen mandag klokken 16.
Indspilninger der løb af med sejren i år:
Årets Orkesterudgivelse: ’Klaverkoncerter af Robert og Clara Schumann’ med Sønderjyllands Symfoniorkester. Klaversolist: Oleg Marshev – dirigent: Vladimir Ziva (Danacord)
Årets Vokaludgivelse: ’Rued Langgaard: Sfærernes Musik’ med DR Koncertkoret, DR Vokalensemblet og DR Symfoniorkestret. Solister: Inger Dam-Jensen, Hetna Regitze Bruun, Peter Lodahl og Johan Reuter. Dirigent: Thomas Dausgaard (Dacapo).
Årets Kammermusik-/Soloudgivelse: ’Svend Erik Tarp: Klaverværker’ med Tonya Lemoh (Dacapo)
P2 Lyt til Nyt Prisen: ’The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen’ med Ars Nova Copenhagen – dirigent: Paul Hillier (Dacapo)
Foto: PR
FLERE NYHEDER